Tilbyder penge til hunde-retssag

En mand fra Frederiksværk-området vil hjælpe Thors »mor« Jette Andersen med at føre retssag mod politiet, så hun retmæssigt kan få sin hund tilbage. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

For halvandet år siden var der en lignende sag ved Retten i Holstebro, hvor Schæferhunden Django blev frikendt efter at have overfaldet en anden hund under træning. Dommen kom dog for sent, for hunden var allerede aflivet. Men det kunne gå anderledes for hunden Thor, mener manden fra Asserbo, der ønsker at være anonym.

- Jeg vil gerne tilbyde penge til Jette Andersen, så hun kan føre en retssag mod politiet. Hvis hun vinde den, kan hun få Thor tilbage igen. Jeg er dyreven, og jeg gør det for hundens skyld, siger manden, hvis identitet er kendt af Frederiksborg Amts Avis.

Manden ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge, han vil bruge på at få Thor tilbage til sit oprindelige hjem.

- Men det er en del penge, siger han.

- Det er helt urimeligt, at politiet kører sagen på den måde. Det er ikke en kamphund, men en schæfer. Det er bare to hunde, der har været oppe at toppes, forklarer manden, der har kontaktet Frederiksborg Amts Avis for at få formidlet kontakt til Jette Andersen.

I sagen fra Holstebro vandt Tage Rasmussen en retssag over politiet. Hans hund Django, der var en præmieret sporhund, bed en anden hund i forbindelse med, at den trænede sporsøgning på et lukket militærareal. Ifølge EkstraBladet har Nordsjællands Politi ikke taget højde for Djangos sag, da beslutningen om at Thor skulle aflives blev truffet.

Ifølge foreningen Dyreværnet er tusindvis af hunde blevet aflivet som følge af hundeloven, der trådte i kraft i 2010.