JP-terrorist får 12 års fængsel

Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

31-årig svensker får samme straf som tre andre mænd, der er blevet dømt for at ville angribe JP/Politikens Hus

Den 31-årige Munir Awad er som den sidste af fire mænd i Østre Landsret idømt 12 års fængsel for terrorplaner mod JP/Politikens Hus i 2010.

Straffen, der er fastsat torsdag ved middagstid, rimer helt med den sanktion, de øvrige tre tidligere er blevet idømt af byretten.

Som den eneste af de fire tiltalte havde Munir Awad anket til landsretten, hvor han har forlangt frifindelse. Kun en enkelt af de ni nævninge i landsretten blev overbevist af hans forsvarer.

Det var slutningen af december 2010, at tre mænd kørte fra Sverige til København for at angribe JP/Politikens Hus.

Men forinden havde den svenske efterretningstjeneste SAPÖ og den danske PET indledt en massiv overvågning.

De blev pågrebet tidligt om morgenen på Mørkhøjvej i Herlev med våben og plastikstrips.

De i alt fire tiltalte er alle fundet skyldige i at have planer om at trænge ind i bladhuset på Rådhuspladsen i København for at dræbe så mange som muligt.