Sjællandsk forbrændingsanlæg truet af konflikt

Foto: TV2/Lorry

De ni sjællandske kommuner der ejer affaldsselskabet KARA/NOVEREN kan få problemer med byggeriet af det nye forbrændingsanlæg Energitårnet i Roskilde.

Dansk Metal og 3F Roskildeegnen har udsendt det andet varsel om sympatikonflikt. Det skriver Fagbladet 3F.

Årsagen er, at en række tyske og polske underentreprenører ikke har indgået en overenskomst, der sikrer deres ansatte løn og arbejdsvilkår på dansk niveau.

Konflikten kan træde i kraft lørdag den 2. februar. Den betyder, at medlemmer af LO-forbundene ikke længere kan arbejde på den store byggeplads eller levere varer og materialer. Anlægget til 1,3 milliarder kroner skal efter planen stå færdigt i løbet af april i år.

- Vi tager tirsdag atter kontakt med byggeledelsen, direktøren og bestyrelsesformanden for KARA/NOVOREN for at sikre ordnede løn og arbejdsforhold på byggepladsen. De kan kun have en interesse i, at tingene er i orden, siger Ole Holtse Olsen, der er næstformand i 3F Roskildeegnen.

3F har varslet sympatikonflikt over for fire tyske og et polsk firma på byggeriet af Energitårnet i Roskilde. Dansk Metal har oprindeligt varsel konflikt over for flere firmaer. Men flere er rejst fra pladsen, så kravet om overenskomst gælder to udenlandske firmaer.

Som offentlig bygherre har KARA/NOVOREN stillet krav om, at udenlandsk arbejdskraft ikke stilles dårligere end den lokale arbejdskraft, når det gælder løn og arbejdsvilkår.

- Byggeriet foregår på en meget udspekuleret måde med underentreprenører helt ned i femte led i kæden. Vi tidligere konstateret, at et hold polakker gik til 55 kroner i timen, siger formanden for Dansk Metal i Roskilde, Jacob Birch.

Hos KARA/NOVEREN tager man henvendelsen alvorligt.

- Jeg kender kun til sagen fra det overordnede plan. Jeg går ud fra, at det bliver kontrolleret, at vores arbejdsklausuler bliver overholdt. Det er ikke i orden, hvis det er rigtigt, at der har arbejdet folk til 55 kroner i timen, siger Torben Jørgensen, der er medlem af byrådet i Roskilde og bestyrelsesformand for KARA/NOVEREN til Fagbladet 3F.