300-400 storkriminelle i hovedstaden

Hovedstaden rummer mellem 300-400 storkriminelle unge. Heraf en hård kerne på 20-30 unge, der betegnes som decideret farlige fo sig selv og andre, skriver politiken.dk

Det viser en rapport om ungdomskriminalitet og forebyggelse
fra LG Insight, lavet for Københavns Kommune.
En af de vigtigste konklusioner i rapporten er, at der ikke
sættes tidligt nok ind overfor de unges kriminelle udvikling i
kommunen, skriver politiken.dk
»I alt for mange sager er der eksempler på, at der ikke sættes
ind overfor unge med bekymrende adfærd og/eller gentagen
kriminalitet, selvom de kriminalpræventive aktører er alvorligt
bekymrede for de unges udvikling«, skriver LG Insight i
analysen.
Ifølge rapporten kender Socialforvaltningen i Københavns
Kommune ikke de 20-30 af hovedstadens unge, der vurderes som
farlige for sig selv og andre
Det betyder, at den del af den kriminalpræventive indsats som
analysefirmaet omtaler som 'det tunge skyts', ofte først bliver
hevet frem, når den unge har begået personfarlig kriminalitet. I
Københavns Kommunes Socialforvaltning erklærer direktør Sven
Bjerre sig overordnet enig med rapportens konklusioner og
anbefalinger.
Men når det angår de 20-30 decideret farlige unge, som
rapporten hævder, at forvaltningen hverken kender eller tager
hånd om, er direktøren mindre enig.
»Vi kan ikke genkende tallet. Men vi er enige i, at der er
unge, som har svære problemer, og som udgør en risiko. Det, vi
ikke er enige i, er at der ikke tages hånd om dem«, siger
direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning Sven Bjerre til
politiken.dk.
Til gengæld er der ikke uenighed om, at ungdomskriminaliteten
bliver mere grov med årene.
Selv om kriminaliteten i Københavns Kommune generelt har været
faldende siden 2001, er der blevet 27 procent mere af det mest
voldsomme i perioden - det vil sige vold, overfald, voldtægt,
røveri og mord.