Borgmester: Borgere skal vænne sig til økonomisk smalhals

Albertslund Rådhus

Hvis du hver morgen står op og går på arbejde, så er du nok i undertal. I 30 ud af hovedstadsområdets 33 kommuner er der flere pensionister, sygemeldte og børn end folk i arbejde.

Det viser en undersøgelse foretaget af KORA (Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning), for DR.

Den barske virkelighed viser, at der nu er flere på passiv forsørgelse, end der er borgere til at forsørge dem i 30 ud af 33 kommuner i DR Københavns sendeområde.

Det vil altså sige, at kommunerne har flere borgere, der enten er børn eller på offentlig forsørgelse, end borgere, der tager på arbejde og på den måde betaler skat.

Det skyldes blandt andet, at gruppen af ældre borgere vokser, og i de kommende år vil den kun blive endnu større. Desuden er kommunernes udgifter til syge borgere og folk på overførselsindkomster steget igennem flere år.

Kun tre kommuner med flere i arbejde end på overførselsindkomst

De eneste tre kommuner, der stadig har flere borgere i arbejde end på offentlig forsørgelse er Frederiksberg, København og Egedal kommuner.

En af de kommuner, som har flere borgere, der skal forsørges, end de har borgere, der hver måned afleverer en bid af lønchecken, er Albertslund.

- Vi skal være rigtig dygtige til at prioritere de skattekroner, som vi får ind, sådan så vi får mere for skattekronerne, end vi ellers ville have fået, siger den socialdemokratiske borgmester i Albertslund Steen Christensen til DR København.

I Albertslund, men også i andre kommuner er det blandt andet i ældreplejen, man vil spare penge fremover. Og I Albertslund, som i flere andre kommuner underviser de derfor de ældre i at blive mere selvhjulpne.

Og den virkelighed kommer ikke til at ændre sig lige foreløbig, lyder det fra Albertslunds borgmester.

- Borgerne skal vænne sig til, at det er økonomiske stramme tider mange år fremover, siger Steen Christensen.