Gasudslip i Brøndby truede med at lukke motorvej

Foto: TV2/ Lorry

Udsivende naturgas fra fordelerstation i Brøndby blev standset, inden Holbækmotorvejen blev spærret.

Et gasudslip i Brøndby ved København søndag først på eftermiddagen truede en kort overgang med at lukke Holbækmotorvejen.

Men faren var drevet over, inden politiet fik afspærret indfaldsvejene til motorvejen, siger vagtchef Peter Grønbæk, Københavns Vestegns Politi.

Politiet fik klokken 12.52 en anmeldelse om et udslip af naturgas på en fordelerstation på Tavlestien, der ligger på en mark mellem Holbækmotorvejen og Motorring 3.

- Der var meget stærk gaslugt. Det var et stort udslip, og der var frygt for, at der kunne opstå gaslommer, som kunne antænde, siger Peter Grønbæk.

Brandvæsnet blev tilkaldt, og en indsatsleder fra redningsberedskabet besluttede for en sikkerheds skyld at lave afspærringer i et større område omkring udslippet.

Imidlertid lykkedes det de tilkaldte teknikere fra energinet.dk at få lukket ned for gassen så hurtigt, at faren var drevet over, inden motorvejen nåede at blive spærret.