En uheldig bilist bliver påkørt to gange i Hvidovre

Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Først bliver en bil ramt bagfra af en flugtbilist. Bagefter rammes den forfra af en tilkaldt politibil.

En uheldig bilist oplevede natten til søndag i Hvidovre at blive påkørt ikke bare én, men hele to gange. Først blev han påkørt af en flugtbilist og bagefter af politiets patruljebil.

Det oplyser vagtchef Peter Grønbek, Københavns Vestegns Politi.

Manden kom kørende i sin bil, da han blev påkørt bagfra af en bilist, som politiet mener kan være en spritbilist. I hvert fald standsede den pågældende ikke efter påkørslen.

Den påkørte mand kørte efter flugtbilisten, mens hans kone ringede til politiet, der sendte en patruljebil af sted.

I en vejindsnævring på Arnold Nielsens Boulevard, en såkaldt chikane, smuttede flugtbilisten glat igennem.

Samtidig kom patruljebilen kørende i den modsatte retning, og der opstod usikkerhed om, hvem der skulle holde tilbage for hvem, med det resultat, at patruljebilen kørte ind i den uheldige mands bil, der denne gang blev ramt forfra.

- Der skete ingen personskade, og der skete kun mindre skader på bilerne, siger Peter Grønbek.

Når politiet er involveret i en påkørsel, undersøges sagen rutinemæssigt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde flugtbilisten.

- Ham leder vi efter, og jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes at finde ham, siger Peter Grønbek.