Bandefolk får mere modstand på Nørrebros gader

Foto: TV2/Lorry

Borgere føler sig intimideret af bandefolk på Nørrebro i København. Derfor vil politiet patruljere mere.

Ved at øge patruljeringen ønsker politiet at give modspil til personer i bandemiljøerne på Nørrebro i København.

Folk er nemlig blevet mere utrygge på det seneste, forklarer Københavns Politi.

- Vi har dagligt kontakt til borgere via vores kriminalpræventive afdeling og via vore lokalbetjente, og meldingerne er, at borgerne føler sig mere utrygge, siger politiinspektør Jørgen Skov.

Dels er folk noget opskræmte på grund af de seneste tilfælde af skyderier i omegnen af København, dels fører nogle unge sig frem på en temmelig barsk facon.

- Nogle steder er de så massivt til stede, at folk føler sig intimideret og ikke har lyst til at være der, siger Jørgen Skov om de unges opførsel.

Det skal blandt andet være tilfældet på Blågårds Plads og ved Folkets Hus.

Den ubehagelige opførsel sker blandt andet i parker, på pladser og på caféer og restauranter, melder politiet.

Derfor øges den uniformerede patruljering "massivt". Hvordan det nærmere skal forstås, ønsker politiinspektør Jørgen Skov dog ikke at gå i detaljer med.

- Vi ønsker ikke at sige, hvor mange vi er. Man kan se det. Vi er væsentligt flere end tidligere, siger han.

Også ansatte i Københavns Kommune vil i øget omfang være synlige i gadebilledet.