Tendens: Flere tager hf-eksamen foran computeren

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Digital undervisning sikrer uddannelse til mange, der ellers ville holde sig væk.

Markant flere klikker sig til undervisning og en hf-eksamen på internettet i stedet for at møde i klasselokalet hver dag, skriver metroXpress.

På Københavns VUC meldte over 3000 unge sig til en hf i 2012, hvilket er 40 procent flere end året før.

Samme tendens ses over hele landet, hvor det er blevet populært at få studenterhuen i hus, mens man sidder online foran computeren, forklarer Mads Justsen, der er sekretariatschef i Lederforeningen for VUC.

- Det er en markant stigende tendens. Og det er både på Fyn, i Sønderjylland og i større byer som København. Der er en del elever fra uddannelsesstærke miljøer, men især også mange mere ressourcesvage kan få et stort udbytte med digital undervisning, siger han.

Digital hf-eksamen tiltrækker altså mange, der ikke ellers ville få en uddannelse, fordi de enten har sociale problemer eller et arbejde eller familieliv, der ikke gør det nemt at møde i skolen fra klokken 8 til 16 hver dag.

Det forklarer Jeppe Bundsgaard, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet, og forsker i it og undervisning. Men der er også en pris at betale.

- Man får ikke det samme ud af en ren e-learning uddannelse. Vi lever i en tid, hvor it per definition er godt, men man skal nok også lige stoppe op og overveje, hvad man går glip af, siger han til metroXpress.

Når man snakker sammen, får man afprøvet sin forståelse af en tekst, og læreren kan samtidig sikre sig, at eleven har forstået det rigtige, forklarer han til avisen.