Føtex opgiver Allerød

Foto: Lorry

Allerød: Dansk Supermarked opgiver planerne om at bygge en Føtex på Posthusgrunden i Lillerød Bymidte.

Ifølge en meddelelse til Økonomiudvalget var det Ebbe Nielsen fra Kai Wilhelmsen Gruppen, der pr. telefon meddelte borgmester Erik Lund, at Dansk Supermarked på baggrund af konjunkturerne har opgivet at etablere et varehus i Lillerød Bymidte. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Opringningen kom ikke bag på Erik Lund, siger han til Frederiksborg Amts Avis. Da lokalplanen lå klar i sommers spurgte han Dansk Supermarked om Føtexbyggeriet ville blive til noget, og bad om et svar senest 1. oktober. Siden har han ikke hørt noget - før opkaldet i mandags.

-

Da jeg ikke havde hørt fra dem, gik jeg ud fra, at det ikke blev til noget, siger borgmesteren, som ikke tager Føtexafvisningen så tungt.

- Vi laver lokalplaner og så er det virksomhederne, der må finde ud af, om vil de bygge noget i forhold til de lokalplaner, der er, siger han.

I handelslivet bliver nyheden om, at Lillerød ikke få noget stort varehus heller ikke taget så tungt.

- Jeg tror ikke det betyder så meget, at Føtex ikke kommer til Allerød. Vi er rigeligt dækket ind med dagligevarebutikker. Så meget spiser vi ikke i Allerød. Og hvis man absolut vil i Føtex, så er der jo en Føtex i Birkerød, siger Lene Krogh, formand for Allerød Handelsforening.

Udsigterne til et stort Føtexvarehus har givet rynker i panden hos Handelsforeningen.

- Vi har ikke noget imod Føtex. Vi vil jo gerne have konkurrence, og synes det er sundt med konkurrence. Men vi var lidt bekymrede for, at Føtex ville betyde mindre omsætning i Kvickly.

Kvickly er et lokalt forankret supermarked, som giver tilskud til handelsforeningen, og det tror jeg ikke en butik som Føtex vil. Så vi frygtede lidt, at det ville gå ud over byen på længere sigt, siger formanden.