Mikkel Kessler frygter hjerneskade i Froch-kamp

Foto: Lorry

Den danske boksestjerne er meget bange for, at han bliver hjerneskadet i sin næste kamp mod briten Carl Froch.

Mikkel Kessler stiller op til sin kommende boksekamp mod briten Carl Froch med en frygt for at blive hjerneskadet.

Danskeren er flere gange i karrieren blevet mindet om, at livet som bokser ikke er uden en form for helbredsrisiko.

- Jeg har flere gange tænkt over, hvornår jeg skal stoppe. Mange gange.

Jeg har haft de mest sindssyge skader undervejs i karrieren, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg i min næste kamp får en eller anden hjerneskade. Det er jeg meget bange for, men jeg må ikke være halvbange forud for kampen mod Froch. Så bliver jeg slået ud, siger Mikkel Kessler til Ekstra Bladet.

Netop en kamp mod Froch tvang Kessler til pause

Den 33-årige bokser blev i 2010 tvunget til at holde en lang pause på grund af en øjenskade - netop efter en kamp mod Froch i Super Six-turneringen.

Mikkel Kessler fortæller, at det ikke længere er økonomiske årsager, der får ham til at gå i ringen igen og igen.

- Jeg kunne stoppe den dag i dag og stadig klare mig fint.

Selvfølgelig kan alle stille sig selv spørgsmålet, om, hvornår nok er nok, Nogle boksere stopper ikke, før de har 500 millioner kroner, andre kan nøjes med fem millioner kroner. Jeg ved ikke, hvad min grænse er, men jeg ved, jeg har tjent så mange penge, at de ikke længere er drivkraften i min boksning. Jeg er ikke tvunget økonomisk til at tage flere kampe, siger Kessler til Ekstra Bladet.

Kampen mod Carl Froch bokses i Storbritannien på en endnu ukendt dato.