Frosten stopper togene

Foto: TV2/Lorry

De ekstra lave temperaturer i disse dage er skyld i, at der flere steder i Nordsjælland og i hovedstadsområdet er sat en midlertidig stopper for togdriften.

Frosten får skinnerne til at trække sig så meget sammen, at der dannes huller mellem svejsningerne, og det har fået blandt andet Lokalbanen til at indstille togdriften til og fra Hundested Station frem til tidligst i morgen, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

- Det er sådan med de fleste materialer, at de udvider og trækker sammen i forhold til temperaturen, og med hård frost risikerer man, at skinnerne knækker, forklarer Lokalbanens kvalitets- og miljøchef Kurt Lauridsen og oplyser, at der er et lignende problem ved Grønnehave nær Helsingør.

Også BaneDanmark har oplevet frostsprængninger på skinnerne på grund af kulden. I går var der skinnebrud på S-togsnettet ved Hundested, Rødovre og Solrød. BaneDanmark oplyser, at alle ramte strækninger gerne skulle være repareret i dag, torsdag.

Selv om et brud kan opstå fra det ene øjeblik til det næste, så er der ingen umiddelbar fare for togpassagerne, forklarer Lokalbanens kvalitetschef.

- Vi kan se med det samme, hvis der finder et brud sted, for skinnerne er strømførende og kortslutter, når det sker, understreger Kurt Lauridsen.