Politi på vej med større rokade

Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry

Efter kun tre år i Hillerød rykker Nordsjællands Politis servicecenter til Helsingør. Nærpolitiet i Helsinge påtænkes lukket. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I efteråret 2009 åbnede Nordsjællands Politi et spritnyt servicecenter på politistationen i Hillerød. Her skulle en snes nyansatte administrative medarbejdere med civil baggrund aflaste betjentene, når borgerne ringede 114 for at få hjælp, råd og vejledning.

Men efter kun lidt over tre år vil ledelsen af Nordsjællands Politi nu flytte servicecentret til stationen i Helsingør.

- Det er mere hensigtsmæssigt, at de folk, der tager telefonerne, sidder tæt på de folk på vagtcentralen, som disponerer vores vogne, siger politidirektør Finn Borch Andersen.

Flytningen skal ske samtidig med en rokade, hvor politistationen i Hørsholm nedlægges og politiets færdselsafdeling og hundepatrulje rykker herfra til politistationen i Hillerød.

Samtidig er Nordsjællands Politi i dialog med Gribskov Kommune om en eventuel lukning af den lille nærpolitistation i Helsinge.

- Vi har overvejelser om, hvorvidt vi skal beholde den lokale tilstedeværelse, men det er ikke afgjort endnu, siger Finn Borch Andersen.