Drabsforsøg får politiet til at indføre visitation.

Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Det er ikke kun i omegnen, at der er konflikter i bandemiljøet. Også København mærker konflikten.

I lyset af weekendens skudepisoder i bandemiljøet i Københavns omegn og blandt andet en forsætlig påkørsel i Københavns Politikreds, indfører Københavns Politi nu en visitationszone, hvor politiet får lettere adgang til at kontrollere folk for skydevåben.

Den mand, der blev forsøgt kørt ned med vilje, var banderelateret, og politiet betragter påkørslen som et drabsforsøg,

I forvejen har både Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi indført visitationszoner efter skyderier i weekenden i henholdsvis Høje Gladsaxe og i Kokkedal.

Politiets vurdering er, at skyderierne skyldes konflikter mellem bander på Blågårds Plads i København og de nordsjællandske bander omkring Værebro, Bagsværd og Kokkedal.

Københavns Politi har siden lige før nytår oplevet seks episoder, som bruges som begrundelse for den skærpede trusselsvurdering.

Lørdag blev en banderelateret mand påkørt ved Frederikssundsvej-tunnellen af en bil, der forsvandt fra stedet. Desuden blev en medarbejder i et kulturhus truet med pistol af en mand, der kan være banderelateret, oplyser politiet.

Samme dag og dagen før havde politiet visiteret banderelaterede personer på Indre Nørrebro og fundet blandt andet en strømpistol, knive og gassprayer.

Politiet har også registreret, at grupperinger omkring Blågårds Plads, Nørrebroparken og Værebro i den seneste tid har udført aggressiv vagttjeneste, som plejer at være et tegn på, at de gerne vil undgå politiet.

Nogle af de personer, der har været involveret i weekendens skyderier i omegnen af København, kan komme fra konfliktsøgende bandegrupperinger i Københavns Politikreds, skriver Københavns Politi om den nye trusselsvurdering.

Visitationszonen omfatter blandt andet Københavns indre by, indre og ydre Nørrebro, Nordvest, Emdrup, Brønshøj, Husum og Vanløse. Den indføres mandag klokken 18.00 og ophæves først den 28. januar klokken 16.00.