Kvinder ødelægger tøj i butikkerne

Foto: Lorry

Respekten for det tøj, som unge kvinder prøver i de danske modebutikker, kan ligge på et meget lille sted.

Ja, faktisk ligger det tøj, de ikke ønsker at købe, oftere end tidligere henkastet på gulvet smurt ind i bruncreme, foundation, læbestift, jord og mudder.

Butikkernes organisation Dansk Erhverv og butikspersonale, som metroXpress har talt med, melder om stigende problemer med unge - navnlig kvinder - som ødelægger tøjet i butikkerne.

»Vi oplever et stort og stigende problem med bruncreme, foundation, læbestift, og kindrødt på tøjet - typisk ved kraven. Hver dag må vi sælge tøj til halv pris, fordi der er makeup på det,« siger eksempelvis Violetta Binaku, salgsekspedient i Deres på Strøget i København.

Makeup gør tøj usælgeligt

»Vi kasserer meget tøj, som er smurt ind i makeup eller som er snavset, fordi folk smider det på gulvet. Det trist,« siger Inga Hjøllund, salgsekspedient i Monki i Købmagergade, København.

I nogle butikker - eksempelvis i Lacoste - har man indført makeup-plasticposer, som man beder kvinderne tage over hovedet, så makeup ikke gør tøjet usælgeligt.

»Men desværre er de helt unge kvinder ikke gode til at bruge poserne, så vi smider en del tøj ud, fordi det har rødlige og brunlige plamager,« siger ekspeditricen i Lacoste.

Tabet vil give højere priser på tøj

Anne Andersen, der som sælger for en række tøjmærker til kvinder, har et betydeligt branchekendskab, siger, at problemet er stort og koster branchen millioner.

»Der tabes flere penge på tyveri, men butikskæder, som henvender sig til de helt unge kvinder, lider større og større tab på tøj ødelagt af makeup - og af at blive smidt på gulvet, hvor man træder på det,« siger hun.

Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv, bekræfter problemet.

»Der er desværre sket et holdningsskred blandt især unge, som behandler tøjet skidt. De gør det usælgeligt og beskidt ved at smide det på gulvet eller ved at tvære det ind i makeup,« siger hun og minder om, at butikkernes tab på ødelagt tøj i sidste ende rammer kunderne i form at højere priser.