4-dobbelt røver anholdt i København

Foto: TV2/Lorry

Røveren nåede 4 røverier på kun 24 timer. Manden er nu anholdt.

En mand, som ifølge Københavns Politi tilhører misbrugsmiljøet på Vesterbro, faldt lørdag aften i hænderne på ordensmagten, efter han i løbet af blot et døgn havde begået fire røverier.

Røvertogtet gik ud over to forskellige tankstationer, først en Shell og derefter en Q8, der begge ligger i nærheden af Vesterport Station.

I det ene tilfælde truede han med kniv og i det andet med en knust flaske, og ved begge episoder havde han en elefanthue trukket ned over hovedet og stak af med mindre beløb.

Derefter kom røveren tidligt lørdag morgen på uønsket besøg på et hotel på Helgolandsgade tæt på Hovedbanegården. Og på selvsamme hotel stak han sent lørdag eftermiddag atter hovedet ind med krav om at få udleveret penge.

Men så sluttede Vesterbro-mandens kriminelle døgn.