Bilkunder vil ikke sikre nummerplader

Foto: TV2/Lorry

Nye bilejere siger nej tak til at få nummerpladen skruet fast, så den er sværere for tyven at stjæle, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Siden 2008 er antallet af stjålne nummerplader tredoblet i Nordsjælland.

Sidste år forsøgte politiet med flere forskellige aktioner at overbevise bilejerne om, at de skal sikre deres nummerplader med envejsskruer eller fastgøre dem med monteringslim. Samtidig opfordrede politiet autoforhandlerne til at hjælpe deres kunder med at sikre pladerne.

Alligevel blev der i 2012 stjålet 3338 nummerplader i Nordsjælland.

Kunder siger nej tak til at sikre pladerne

Men mange kunder er ikke interesseret i den pakke, som autoforhandlerne tilbyder med sikring af nummerplader, bilmåtter og advarselstrekant, fortæller autoforhandlernes brancheforening, Bilbranchen.

- Det er mit indtryk, at kunderne i ret begrænset omfang siger ja tak til at få fastgjort nummerpladerne. De fravælger den ydelse, når de køber bil, siger jurist i Bilbranchen, Nils Suhr Andersen.

Dermed er det svært for branchen at hjælpe kunderne, erkender han.

På bare et år er antallet af stjålne nummerplader vokset med over 500, fra 2817 i 2011 til 3338 i 2012. I 2008 blev der stjålet 1179 sæt nummerplader.

Fravalg gør det sværere for politiet at efterforske kriminalitet

Og det er ikke bare til ulejlighed for bilejerne, når de skal have nye plader på bilen. Det gør det også sværere for politiet at efterforske den kriminalitet, som tyvene bruger nummerpladerne til at skjule.

- Vi har kunnet konstatere, at det virker. Det er effektivt, hvis det er vanskeligt at få pladerne af. Når man stjæler nummerplader, gør man det kun for at begå noget andet kriminalitet, for eksempel tyveri af benzin fra tankstationer eller til at køre rundt i et villakvarter, uden at politiet ikke lige kan slå ejeren af bilen op, siger Finn Borch Andersen, politidirektør i Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi tilbød sidste år autoforhandlerne en plakat, som signalerede vigtigheden af at fastgøre nummerpladerne. Men det kampagnetilbud var der ikke ret mange, der vendte tilbage for at tage imod, påpeger Finn Borch Andersen.

Politiet holdt også flere velbesøgte aktioner, blandt andet i Helsingør og Lyngby, hvor man kunne møde op og få hjælp til at fastgøre nummerpladen.