Hver fjerde kommunale rengøringsjob forsvundet

Arkivfoto Foto: Lorry

Hver fjerde specialarbejder og rengøringsassistent er siden 2009 forsvundet fra kommunerne. Forklaringen er udliciteringer og nedskæringer.

Ifølge de nyeste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, KRL, er der skåret 2.184 kommunale rengøringsassistenter og 2.990 specialarbejdere og gartnere væk fra september 2009 til 2012. Det skriver Fagbladet 3F.

Det svarer til, at hele 28 procent af de kommunale rengøringsassistenter er forsvundet. Og 24 procent inden for vej- og parkområdet.

Samlet set har kommunerne mistet 5,6 procent af deres ansatte over den treårige periode. Eller hvad der svarer til 24.360 fuldtidsstillinger, viser tallene.

Formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård ser to primære årsager til det store fald.

- Dels er der de rå afskedigelser. For at få kommunebudgetterne til at hænge sammen. Dels rammes de kommunale jobs, når der udliciteres. Rengøringen har længe stået på mål, og inden for vej- og parkområdet har vi også set udlicitering slå igennem de seneste år, siger Ellen K. Lykkegård.

Seniorforsker Ole Helby Petersen, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, bekræfter, at konkurrenceudsættelsen er steget relativt meget de seneste år i kommunerne.

- Både gennemsnitligt, og også på de tekniske områder. Det får naturligvis betydning for, hvem der udfører opgaven - om de er kommunalt eller privat ansatte, siger Ole Helby Petersen til Fagbladet 3F.

Antalsmæssigt står lærerne for en stor del af faldet i den kommunale beskæftigelse. Lidt over 6.000 fuldtidsstillinger er væk over de tre år.

Omvendt er akademikerne ikke blevet beskåret. Her er kommet lidt over 1.000 flere fuldtidsstillinger siden 2009. Det svarer til en stigning på syv procent.