Københavnere får mindst ud af skattelettelser

Foto: TV2/Lorry

Københavnere - både dem på Frederiksberg og i Københavns kommune - får mindst ud af skattelettelserne, der nu træder i kraft. De bliver nemlig ædt op af grundskylden.

Det nye år byder på skattelettelser til alle, der er i arbejde: Jobfradraget stiger, og topskatten sænkes. Det betyder, at en familie med to i job årligt får mellem 5.000 og 14.000 kroner mere tilbage af deres løn.

Men bor familien i eget parcel- eller rækkeshus på for eksempel Frederiksberg, så vil den opleve, at kommunen med den anden hånd opkræver 3.000 kroner mere i grundskat sammenlignet med sidste år.

Og mens hele to tredjedele af skattelettelserne falder i år, så vil grundskatten til gengæld bare forsætte med at stige de næste 13 år, skriver Politiken.

Det betyder i følge beregninger fra Danske Bank, at Frederiksbergfamilien med eget hus ender med at betale 100.000 kroner om året i skat for deres grund.

Husejere i Københavns-området er dem, der får mindst ud af de nye skattelettelser, der ellers trådte i kraft ved årsskiftet.

Det siger Kim Valentin, der er økonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg.

- Det er i hovedstadsområdet grundværdien steg mest i nullerne - og grundskatten stiger nu gradvist hvert år, indtil den når det samme niveau som grundværdierne, forklarer han.

Den stigende grundskyld vil komme til at ramme butikkerne i Hovedstadsområdet hårdt. Det går nemlig ud over forbruget i Københavns-området, som ikke kommer til at opleve den samme positive effekt af skattelettelserne som resten af landet, vurderer Kim Valentin.

- Når man kommer lidt ind i året, vil man finde ud af, at folk reagerer meget konsekvent på, at de får mindre for deres penge og at de skal betale mere i skat. Det kommer helt sikker til at gå ud over forbruget, siger han.

Du kan tjekke din egen grundskyld på SKATS hjemmeside.