Knivoverfald på pizzeria: Ung mand stukket fire gange

Arkiv Foto: TV 2 Lorry

21-årig prajede en taxa, efter han var blevet slået og stukket ned af en gruppe maskerede mænd på Amager.

En ung mand blev søndag aften ramt af flere knivstik, da han sammen med en gruppe venner sad og spiste på et pizzeria i København.

- Der kommer tre til fire maskerede mænd ind og tildeler ham nogle knivstik i låret, siger central efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

Manden blev stukket fire gange, men ingen af knivstikkene er livstruende, lyder det.

- Han har også fået nogle slag i ansigtet, fortæller efterforskningslederen.

Efter overfaldet flygtede gerningsmændene i en bil fra pizzeriaet på Holmbladsgade på Amager. Politiet fortæller, at der formentlig er tale om en grøn stationcar af mærket Ford Mondeo.

Det 21-årige knivoffer ringede ikke efter hjælp, men kørte i stedet væk med sine venner i en hyrevogn.

- De prajer en taxa. Det er lidt atypisk - de fleste ville jo ringe til politiet eller efter en ambulance, siger Robert Jensen.

Politiet fik dog hurtigt fat på taxaen, og den 21-årige blev kørt på skadestuen i en ambulance.

Knivofferet er kendt af politiet i forvejen, men ordensmagten ønsker ikke at fortælle, om overfaldet kan være banderelateret.