Lorry laver nyt søndagsmagasin

Søndagsmagasinet bliver produceret af journalisterne Frank Thøgersen og Oliver Fjalland Foto: Lorry

Vores interviewprogram "Ugen igen" flytter over på vores 24-timers kanal, og det giver plads til mere lokal journalistik.

Søndagsmagasinet går i luften søndag den 6. januar, og vil blive sendt hver søndag i vores nyhedsudsendelse kl. 19:30.

Søndagsmagasinet vil komme til at indeholde nære historier, lokale virksomhedsportrætter, underholdende reportager fra det lokale foreningsliv, egnshistorier og meget mere.

Historier er der mange af, men det er ganske enkelt ikke ofte nok, at vi kan nå forbi hele vores sendeområde i løbet af den daglige nyhedsdækning.

Søndagsmagasinet vil give plads til både nyheder og længere historier, hvor der er tid til at gå mere i dybden med fortællingerne.

Vi vil beskrive, hvad der optager folk i lokalområdet, hvad der skaber debat, og i den forbindelse vil vi opsøge både lokale medier, lokalhistoriske arkiver og lokale kulturinstitutioner, som har fingeren på pulsen.

Holder du til i vores sendeområde omkring byer som eksempelvis Helsinge, Hundested, Frederikssund, Jægerpris, Lejre eller Borup, og har kendskab til en historie, som du synes skal fortælles i Lorrys nye søndagsmagasin, så send en mail til søndagsmagasinets redaktion på Sondagsmagasinet@lorry.dk.