27-årig anholdt for narkokørsel under køreprøve

Foto: Claus Boesen

En 27-årig mand fra Dragør var onsdag formiddag til kontrollerende køreprøve i Frederikssund, hvor han endte med at blive sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det var den motorsagkyndige, der fattede mistanke til den 27-åriges tilstand, da de kørte fra politistationen i Frederikssund.

Så i stedet for at få bedømmelsen "bestået", blev han anholdt og kørt til akutklinikken på Frederikssund Hospital, hvor han fik udtaget en blodprøve, der skal vise, om der er hold i sigtelsen imod ham.

Herefter blev han løsladt og kunne tage tomhændet hjem til Amager uden at have generhvervet retten til at køre bil.