Næstformand: Ny sikkerhedschef skal være mere professionel

Brøndby IF?s nye sikkerhedschef skal være bedre uddannet i sikkerhed.

Det siger næstformand for Brøndbys fanklub Sarah Agerklint til DR København, efter det er kommet frem, at Brøndbys sikkerhedschef Emil Bakkendorf er en færdig mand hos vestegnens fodboldflagskib.

- Han eller hun skal have en eller anden form for baggrund eller viden og gerne en uddannelse i sikkerhed. Man skal ikke bare vide, hvor der er flugtveje, det indebærer meget mere end det, siger Sarah Agerklint til DR København.

Bakkendorffs afsked med Brøndby kommer i kølvandet på efterårets tilskuerballade, hvor tilskuere brændte romerlys af, kastede genstande på banen, og invaderede banen, og enkelte forsøgte at angribe FC Københavns medrejsende fans.

Sarah Agerklint mener da også, at det er grunden til, at Bakkendorff nu er fortid i Brøndby.

- Man skal være naiv, hvis man tror, at det ikke har haft en indflydelse, især fordi den episode var måske noget af det værste, vi har set derude, lyder det fra Sarah Agerklint.