Mænd med maskinpistol røver autosupermarked i Ishøj

Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

To mænd forsvandt i sølvfarvet Audi A6 stationcar med penge fra forretning i Ishøj. Politiet håber på vidner.

  

Bevæbnet med en maskinpistol har to mænd mandag eftermiddag begået røveri mod en thansen.dk forretning i Ishøj.

Mændene truede de fire ansatte til at udlevere kontanter fra kassen og fra et pengeskab, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Røveriet skete omkring klokken 16.20 mod forretningen, som ligger på Industridalen i Ishøj.

På det tidspunkt var forretningen lukket, men fire ansatte var fortsat til stede.

- De mener, at det var en uzi maskinpistol, siger vagtchef Jens Møller.

Gerningsmændene forsvandt i en grålig eller sølvfarvet Audi A6 stationcar. Den er foran udstyret med diodelygter.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set bilen, siger Jens Møller. Muligvis var den stjålet og er derefter blevet forladt.

Mændene har arabisk udseende og er først i 20'erne. De var maskeret med flerfarvede bandanaer for ansigtet.

Også hvis vidner har set mændene og bilen inden røveriet, vil Københavns Vestegns Politi gerne have besked.

Umiddelbart har politiet ikke oplysninger om udbyttets størrelse.