Politiet finder 32 krysantemumbomber på Christiania

Foto: TV2/Lorry

Politiet blev udsat for kraftigt angreb, da betjente ville fjerne livsfarligt fyrværkeri fra Pusher Street.

 

32 krysantemumbomber er blevet afsløret på Christiania, og politiet tror, at de stammer fra det store fyrværkerikup på Lolland.

Men ordensmagten fik ikke lov til i fred og ro at fjerne de farlige sager mandag eftermiddag.

Politifolkene blev angrebet med sten, kanonslag og andre ting, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen.

- Det var et temmelig voldsomt angreb, siger han.

Blandt andet blev der affyret vandret liggende raketbatterier mod betjentene.

- 10 er kommet til skade, siger Lau Thygesen.

Politiet svarede igen ved at bruge tåregas.

Nu efterforsker politiet, om de 32 farlige krysantemumbomber stammer fra indbruddet på fyrværkerifabrikken Nordlys i Torrig.