Håndfast nabohjælp: Holdt tyv fast til politiet kom

Foto: Lorry

Østeuropæisk tyvepar blev snuppet på fersk gerning af nabo, da de brød ind i et hus i Rødovre.

En kampagne om nabohjælp, som skal nedbringe antallet af indbrud i julen i Københavns Vestegns politikreds, har tilsyneladende fundet klangbund på villavejene. Klokken 16.25 fredag fik politiet således en anmeldelse om et forsøg på indbrud i et hus i Rødovre, som var blevet forhindret af en ualmindeligt årvågen og handlekraftig nabo.

- Han hører en rude blive knust og løber derover, mens tyvene stadig er på stedet. Den ene af dem løber derfra, men det lykkes at tilbageholde den anden, indtil vi kommer frem. Det var rigtig godt klaret, siger Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi til ekstrabladet.dk.

Da politiet ankom kunne de anholde tyven, der ifølge politiet er en 31-årig mand fra Litauen. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag. Hans medskyldige, hvis alder og identitet er ukendt, er stadig på fri fod.

Københavns Vestegns politi har i den seneste tid haft gang i en kampagne, hvor de har opfordret danskerne til at holde et vågent øje med hinandens huse i julen. En mindre behagelig juletradition er nemlig, at antallet af indbrud stiger i højtiden, fordi mange er bortrejst i juledagene.

Om man ligefrem skal gribe til så håndfaste metoder som at tilbageholde tyvene, mens man venter på politiet, må hver enkelt selv afgøre.

- Man skal selvfølgelig kunne overskue situationen og man skal lige tænke sig om, inden man griber ind på den måde. Men generelt vil vi gerne opfordre alle til, at man holder øje med mistænkelige biler og personer, og at man endelig ringer til os, hvis man bliver opmærksom på noget, siger Kim Svenningsen.

Det er dog helt lovligt at tilbageholde en tyv, indtil politiet ankommer, hvis bare man griber ham eller hende på fersk gerning. Så er der nemlig ikke tale om selvtægt men om en civil anholdelse.