Træner: Brøndby-nedrykning vil booste 1. division

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Brønshøj-træner Bo Henriksen håber ikke Brøndby rykker ned, men sker det, vil det være en gave for 1. division

Hvis Brøndby skulle ende med at rykke ud af Superligaen, så vil det være en gave for Danmarks næstbedste fodboldrække. Det mener Bo Henriksen, der til daglig er træner for 1. divisionsklubben Brønshøj.

- Det ville være en gave for 1. division, hvis Brøndby rykkede ud af Superligaen. Det ville give hele divisionen et kæmpe boost, siger Bo Henriksen til sporten.tv2.dk.

- Jeg husker tydeligt, hvordan det var, da AGF var nede og vende. Der mødte vi dem flere gange, og det rykkede både os og hele 1. division fremad. Med Brøndby ville det være fem gange større, vurderer træneren.

Brøndby, der i øjeblikket indtager Superligaens sidsteplads efter 20 spillerunder, vil blive lidt af en publikumsmagnet i 1. division.

- Kampene ville jo blive spillet foran 4000-5000 tilskuere, og effekten ville ikke udeblive. Hvis Brøndby rykkede ned, ville 1. division tage store skridt fremad både økonomisk og kvalitetsmæssigt.

- Og den effekt ville kunne booste divisionen i flere år frem. Sådan var det også dengang med AGF. Opmærksomheden blev større, kvaliteten steg og pengene fulgte med.

- Så 1. division ville da elske at få Brøndby ned. Det ville være en kæmpegave, og vi ville da også elske at møde dem i Brønshøj. Det ville være en kæmpe oplevelse, og det ville rykke mine spillere helt vildt, siger Bo Henriksen.

Brønshøj-træneren håber dog, at det lykkedes Brøndby at overleve i Superligaen, da han mener, at Danmarks bedste fodboldrække har brug for klubben på den storkøbenhavnske vestegn.

Der resterer fortsat 13 spillerunder i denne sæson i Superligaen.