Helsingør siger nej til fast HH-forbindelse

Foto: TV2/Lorry

Efter mange år, hvor en afgørende del af den overordnede trafikplan i Helsingør har været at få etableret en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, har et flertal i byrådet nu valgt at droppe den idé, skriver Helsingør Dagblad.

Nu mener byrådsflertallet, at det vil bedre for Helsingør, at der ikke kommer en HH-tunnel til tog og biler.

Jørgen Hansen fra Socialdemokraterne anklagede under debatten De Konservative for ren valgretorik.

Nej'et til HH-forbindelsen skabte en vis vrede hos mindretallet i byrådet under diskussionen mandag aften.

Og det var da også med det smallest mulige flertal, at en fast HH-forbindelse blev sendt ud af Helsingørs kommende kommuneplan.

Tæt afstemningsresultat

De Konservative, SF og Enhedslisten stemte imod HH-forbindelsen - 13 mandater! 12 mandater, nemlig Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Lokaldemokraterne, stemte for, at arbejdet henimod en fast HH-forbindelse fortsat skal være en del af kommuneplanen.

Hans Andersen fra Venstre, også medlem af Folketinget, var rystet over kovendingen hos byrådsflertallet. Han frygtede, at det var baseret på et meget løst grundlag.

- Jeg kan godt tælle til, at der er flertal for at droppe 20 års arbejde for en fast forbindelse. Hvad har gjort, at vi nu markant har skiftet holdning? Jo, den konservative Per Tærsbøl har været til et foredrag med en trafikforsker. Er det virkelig det? Hvis man kan tage en metro til Helsingborg og altså komme til den anden side af Øresund på meget kort tid, så åbner arbejdsmarkedet sig op. Nogle vil sammenligne os med Korsør og Nyborg, men det kan man ikke, fordi vi er en del af Øresundsregionen, sagde Hans Andersen på byrådsmødet.

En tunnel vil ikke styrke handelslivet

Den sammenligning har tidligere borgmester Per Tærsbøl lavet i Helsingør Dagblad. Han har advaret om, at Korsør og Nyborg er gået i stå i kølvandet på Storebæltsbroen, mens Slagelse og Odense er blomstret op.

"Vi skal droppe den gamle drøm om en tunnel eller noget som helst andet, for en fast forbindelse fra Helsingborg til Helsingør vil ikke gavne Helsingør og vil ikke hjælpe for eksempel handelslivet. Tværtimod? Hverken en bro eller en tunnel til biler vil gøre noget godt for handelslivet i Helsingør.

Altså, tunnellen kommer op et sted ude ved motorvejen. Det generer måske ikke byen i sig selv, men når folk så kommer kørende med deres biler, så er der ikke en eneste bilist, som vender om og kører mod Helsingør. Nej, de fortsætter naturligvis direkte til København" har Tærsbøl sagt i Helsingør Dagblad.

DF uimponeret af holdningsændring

Ib Kirkegaard fra Dansk Folkeparti var ikke imponeret af flertallets holdningsændring. Han understregede, ligesom Jan Ryberg fra Lokaldemokraterne, at beslutningen om HH-forbindelsen ikke ville blive taget i Helsingør Byråd, men i Folketinget og den svenske Rigsdag.

- Selvfølgelig skal vi have en fast forbindelse. Det kan kun være et spørgsmål om tid. Og det er da nogle helt andre end os, der bestemmer det, understregede Ib Kirkegaard på byrådsmødet.

Hos SF forklarede Christian Saggau, at Helsingørs fremtid ikke var afhængig af store arbejdspladser og en hurtig transport frem og tilbage fra Helsingborg.

-Det er kulturen, der skal vækste for os, erklærede Saggau.