FCK om DBU-bøde: Tager stilling til appel onsdag

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

FC København vil nærlæse DBU's dom efter tilskuerballade på Brøndby Stadion og måske appellere bødestraf.

FC København har modtaget en bøde på 100.000 kroner efter tilskuerballaden på Brøndby Stadion den 28. november i forbindelse med en pokalkamp.

Superligaens førende klub vil nu overveje om bøden fra Dansk Boldspil-Union (DBU) skal appelleres.

- DBU's Disciplinærudvalg har vurderet, at de episoder, der involverede FC Københavns tilhængere under og efter kampen, takseres til en bøde på 100.000 kroner.

- FC København vil nu nærlæse dommen fra DBU og onsdag tage stilling til, om den eventuelt skal appelleres, skriver klubben på sin hjemmeside.

Brøndby har modtaget en straf på tre kampe uden tilskuere på Brøndby Stadion - de to første ubetinget og den sidste betinget - samt en bøde på 150.000 kroner.

Selv om det var hjemmeholdets fans, der førte mest an i balladen på Brøndby Stadion og invaderede banen efter slutfløjt, så var FCK's fans ikke helt uskyldige.

Dommer Kenn Hansen har således indberettet, at han undervejs i kampen blev distraheret af et laserlys fra FCK's tilskuerafsnit. Derudover har FCK's fans stået bag en hel del hærværk på Brøndby Stadion.

Brøndby vandt kampen 1-0 efter forlænget spilletid.