Kvinde anholdt for giftdrab på ægtefælle

Foto: TV 2 Lorry

Nordsjællands Politi har anholdt en 37-årig kvinde for at dræbe sin 36-årige ægtefælle med gift.

En 37-årig kvinde er anholdt mandag og sigtet for drabet på sin ægtefælle i Allerød sidste år.

Tirsdag skal kvinden i et grundlovsforhør, oplyser anklager Marianne Gjedde-Nielsen ved Nordsjællands Politi.

- Kvinden er sigtet for et drab begået den 11.-12. december sidste år på sin ægtefælle, siger anklageren til Ritzau.

- Mere kan jeg ikke sige, fordi jeg begærer lukkede døre, fortæller anklageren.

Efterforskningen har undersøgt det mistænkelige dødsfald i godt et år.

Nu er der stærk mistanke om, at kvinden har forgiftet manden på 36 år med stoffet ketamin, oplyser vicepolitikommissær Morten Riisager-Pedersen til Ritzau.

Ifølge sigtelsen har kvinden sprøjtet stoffet ind i manden.

Ketamin bruges normalt til at bedøve heste og andre dyr, men nogle af de tobenede deltagere i såkaldte raves, hvor folk danser til technorytmer, tager også chancen.

Myndighederne anser ketamin for at være et farligt stof, og når det gælder straffen for at smugle og sælge, vurderes det i samme kategori som kokain.

Den 37-årige kvinde blev anholdt mandag klokken 10, og bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag ved Retten i Hillerød.