Hvidovres borgmester trækker sig

Foto: TV2/Lorry

Efter måneders sygemelding har Hvidovres borgmester Milton Graff Pedersen nu besluttet at trække sig. Det fortæller han i dag til Lorry.

Milton Graff Pedersen siger, at beslutningen skyldes, at han har fået konstateret en uhelbredelig kræftsygdom.

Sygdommen følger i kølvandet på en hård og turbulent periode for den tidligere socialdemokratiske borgmester. I foråret blev han vraget som spidskandidat til borgmesterposten af sine socialdemokratiske partifæller, efter at han flere gange blev sygemeldt på grund alkoholmisbrug.

Den episode fik Milton Graff Pedersen til at forlade partiet og blive løsgænger.

Flere af de tidligere partifæller er i dag berørte over, at høre at Milton Graff Pedersen er alvorligt syg. "Personen Milton er en rigtig god kammerat som jeg savner," siger det socialdemokratise kommunalbestyrelsesmedlem Kenneth F. Christensen.

Ny borgmester bliver socialdemokraten Helle Moesgaard Adelborg. Hun bliver valgt på et møde i kommunalbestyrelsen i morgen.