Taxichauffører leder efter hensynsløs kollega

Ikke kun politiet er på jagt efter den sølvgrå taxi, som lørdag morgen kørte ind i to unge mænd på cykel på Frederiksberg og derefter stak af.

Også de storkøbenhavnske taxichauffører leder efter den
kollega, der, ifølge politiet, dræbte de to mænd med sin
hensynsløse kørsel, oplyser P4 København.

Klokken tyve minutter i fem lørdag morgen blev de to mænd ramt
bagfra af en sølvgrå taxi, formentlig en Sedan-model, mens de
cyklede på H.C. Ørstedsvej, hvorefter taxien stak af i vild
fart. Den ene mand døde øjeblikkeligt, mens den anden døde
senere på lørdagen af sine kvæstelser.

Politiet har nedsat en særlig gruppe der skal finde
taxichaufføren, som ifølge vidner er af anden etnisk baggrund
end dansk.

Men også de over taxichauffører, der kører rundt i de
københavnske gader er på udkig efter en kollega, der har skader
på vognen efter sammenstødet, som er blevet heftigt diskuteret i
Storkøbenhavns over 2000 taxier.

- Vi har snakket meget om det. Jeg kigger efter, når jeg ser
en sølvgrå bil, for det er sgu noget svineri. Nu er det cykler,
der er ramt, og der bliver bilen jo ikke smadret, som hvis man
var kørt ind i en bil, men man kan jo ikke undgå at se det på
fronten, siger chauffør Niels Stahlschmidt til P4 København.

Vidner kan henvende sig - gerne anonymt - til Københavns
Politi på 33 14 14 48.