Har du talt med din grøntsag? En porre er ikke bare en porre og en gulerod ikke blot en rod,
skriver Landbrugsraadets ugemagasin FoodCulture, der udkommer på
mandag. Alverdens frugter og grøntsager findes i et utal af
nuancer, farver, aromaer, smagsvarianter, sorter, former og
faconer - også de danske. | Og det skal danskerne have at vide.
Men hvordan beskriver man en grøntsag?
Det bliver hurtigt meget
abstrakt, hvis man bevæger sig væk fra facon og farve, og i
stedet forsøger at beskrive smag,lugt og endda følelse. Men
Frugtformidlingen forsøger, og siden maj har de ved flere
lejligheder inviteret grøntnørder til prøvesmagning på alt fra
porrer til hvide asparges.
- Vi har fået en række spændende
diskussioner ud af vores arrangementer, om hvordan for eksempel
en porre smager, hvordan den kan bruges i madlavning,
grøntsagens anatomi, og hvordan man bedst får smagen frem, siger
frugtformidler Anne Brandhøj Hansen.
- Vi inviterer cirka 12
udvalgte 'smagere' med hver gang, men alle er hjerteligt
velkomne, og flere deltagere ville da ikke skade. Jeg vil
opfordre til, at folk der er nysgerrige, smagslystne eller
madglade, giver os et kald.
Så sørger vi for en spændende
smagsoplevelse, inviterer Anne Brandhøj Hansen. | /Ritzau/ |
|