Irmas lukning rammer sårbare børnefamilier

Gennem årene har den velgørende organisation Mødrehjælpen modtaget et millionbeløb i støtte fra Irma-kæden. Men nu hvor Irma er lukket, er støtten væk, og Mødrehjælpen spejder efter nye løsninger.

Da Coop sidste år besluttede at lukke butikkerne i Irma-kæden, var der mange, der kom i klemme. 

Der var ansatte, som mistede deres arbejde, og der var leverandører, som pludselig stod uden afsætningsmuligheder for deres produkt, fordi Irma var deres hovedkunde. 

Nu viser det sig, at velgørende organisationer også kommer i klemme.

Det gælder Mødrehjælpen, som har haft et årelangt samarbejde med Irma, som nu - på grund af kædens lukning - er ophørt.

Mødrehjælpen vil af forretningshensyn ikke oplyse, hvor mange penge, det drejer sig om, men organisationen lægger ikke skjul på, at der er tale om et "væsentligt millionbeløb".

- Når vi mister så stor en erhvervspartner, så er det klart, at det har konsekvenser. Så betyder det, at vi som rådgivningsorganisation har færre penge til, at vores socialrådgivere kan hjælpe de familier, der har det svært i hovedstadsområdet. Det betyder længere ventetid på vores telefonrådgivning, men også når vi har nogle af vores mere intensive forløb. Der er der simpelthen ikke så mange rådgivere på telefonerne, siger Ninna Thomsen, der er direktør hos Mødrehjælpen til TV 2 Kosmopol.

Tomme flasker og dåser for millioner

Mødrehjælpen beskriver samarbejdet på deres egen hjemmeside. Og her nævner de for eksempel, at samarbejdet indebar, at kunder, som afleverede tomme flasker og dåser i Irma ved et tryk på en knap, kunne vælge at donere pengene til Mødrehjælpen i stedet for selv at få dem udbetalt.

- Det var ét af de gode initiativer i vores partnerskab, og panten alene indbragte cirka 800.000 kroner om året, skriver Mødrehjælpen på hjemmesiden.

Hertil kommer, at Irma ved juletid solgte meget dyre mandler. Butikkerne solgte pakker med én smuttet mandel, som man kunne bruge i ris a la manden. Prisen på den ene mandel var 25 kroner, og dermed genererede salget af dem et stort overskud, der også gik til Mødrehjælpen.

Og støtten fra supermarkedskæden har både været værdsat - og vil blive savnet.

- Det betyder, at det bliver sværere at få hjælp. Der er ingen tvivl om, at for mange familier er Mødrehjælpen den sidste udvej. De ved simpelthen ikke, hvad de ellers skal gøre og gribe i. Det kan også være familier, hvor samarbejdet med kommunerne er gået skævt. Og derfor aner de, ikke hvad de ellers skal gøre. Når de står midt i den livskrise, så ringer de ind til os. Men når vi får færre penge, så det betyder det også, at der bliver længere mellem samtalerne, som vi kan tilbyde, siger Ninna Thomsen. 

Og derfor trækker man nu hos Mødrehjælpen i arbejdstøjet for at skaffe en ny, stor samarbejdspartner. 

- Nu er vi i gang med at række ud. Vi har i forvejen mange gode samarbejdspartnere. Men det er klart, at når vi mister så stor en samarbejdspartner, som Irma var, så skal vi handle. Så nu går vi ud med lys og lygte og leder efter nogen, der kan støtte os. Vi leder efter en landsdækkende virksomhed, men også efter en virksomhed, hvor vores værdier stemmer overens med det brand, som virksomheden her, afrunder Ninna Thomsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik