Ny corona-hotline på vej til kulturlivet

Kulturministeriet har valgt at oprette en ny hotline til de personer, organisationer og foreninger, der kan gøre brug af corona-hjælpeordningerne.

Er du i tvivl, om du er dækket af de nye corona-hjælpeordninger fra Kulturministeriet?

Så er der nu hjælp at hente.

Kulturministeriet åbner nemlig en ny hotline, hvor personer, organisationer og foreninger der er omfattet af hjælpeordningerne, kan få svar på deres spørgsmål.

- Hjælpepakkerne er en udstrakt hånd, men folk skal også gribe den. Så vejledning er en forudsætning for, at hjælpepakkerne kommer ud og bliver brugt, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til TV 2 Lorry og fortsætter:

- For kulturlivet kan det være svært at oversætte de her hjælpepakker for hvordan skal f.eks. et museum definere sig? Er jeg en virksomhed, eller hvad er jeg egentlig i denne sammenhæng? Sådan nogle spørgsmål er vigtigt at få besvaret, og det er det, hotlinen kan hjælpe med, siger hun.

På hotlinen vil man altså blive mødt af en medarbejder, der kan besvare spørgsmål om de ordninger, der er etableret under Kulturministeriet og vejleder om, hvordan man gør brug af dem. Medarbejderen vil henvise til Erhvervsministeriets hotline, når det er relevant.

Hotlinen åbner 6. april - men har ingen slutdato

Ifølge kulturminister Joy Mogensen vil den nye hotline åbne mandag den 6. april. 

Men hun kan ikke give et klart svar på, hvornår hotlinen vil lukke igen.

- Vi har ingen slutdato for, hvornår virussen stopper med at påvirke kulturlivet, og derfor kan vi heller ikke vælge en slutdato for hotlinen. Det hele kommer jo an på, hvor gode vi er til at passe på hinanden, men hjælpen skal være der så længe, der er brug for den, siger Joy Mogensen til TV 2 Lorry.

Fakta om den nye hotline

  • Den administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.
  • Den åbner første gang mandag den 6. april.
  • Den vil have åben alle hverdage kl. 9.00 - 16.00.
  • Telefonnummeret er 33 74 50 00.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik