Næste sæsons bedste danske ishockeyrække kommer til at bestå af 10 hold, efter at Danmarks Ishockey Union (DIU) har godkendt Gentofte Stars Elites licensansøgning.
- Det er en stor dag for vores klub, som i flere år har arbejdet på at komme i Metal Ligaen, siger Peter Ferslew fra det ny ligaselskab i en pressemeddelelse.
Det er efter 15 års fravær, at Gentofte vender tilbage til landets bedste ishockeyrække.
- Vi er imidlertid først nu klar med et forsvarligt budget og et hold, som tæller nuværende og tidligere ligaspillere. Og så er det en træner med ligaerfaring, som står i spidsen for drengene, nemlig Karsten Arvidsen, siger Peter Ferslew.
At Metal Ligaen kommer til at bestå af 10 hold, skaber glæde hos DIU.
- Gentofte har i en årrække været det toneangivende hold i 1. division, hvor de har kørt med et flot og professionelt setup. De har desuden den fornødne kapacitet med to skøjtehaller og en god opbakning fra kommunen og lokalmiljøet, siger DIU-direktør Enver Hansen.
Det bliver første gang i seks sæsoner, at 10 klubber stiller til start i den bedste danske ishockeyliga. De otte bedste fra grundspillet går videre til slutspillet.
Sæsonpremieren i Metal Ligaen bliver fredag 19. september.