Det kæmper jeg for: Menneskers trivsel er et fælles ansvar

Der skal kæmpes hårdere for de psykiske syge i vores samfund. Det mener Trine Torp fra SF, der ønsker tidligere og flere behandlingsmuligheder i psykiatrien.

Af Trine Torp, medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, valgt i Nordsjællands Storkreds.

Psykisk lidelse er blevet et folkesundhedsproblem. Alt for mange oplever, at de ikke får den rette og tilstrækkelige hjælp i tide, og at deres behov, ønsker og håb om bedring ikke sættes i centrum.

Jeg vil kæmpe for, at de psykiske vanskeligheder gribes tidligere, og at paletten af behandlingsmuligheder bredes ud. At flere kan få gratis psykologhjælp, at medicin ikke er det primære svar, og at borgere bliver inddraget mere i egen behandling, så de får indflydelse på det, der er bedst for dem.

Og så vil jeg kæmpe imod diskrimination på baggrund af diagnose og for retten til at blive rask.

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

Man skal kunne få den rette hjælp i tide

Der sker markante stigninger i antallet af patienter både i voksen- og i børnepsykiatrien. Alene i Hovedstadsområdet er antallet steget med over 10.000 flere patienter siden 2009.

Det vidner om en høj grad af social og psykisk mistrivsel blandt mange. Det vidner også om en psykiatri, som skal kunne rumme flere, men bliver presset på kvaliteten af den udredning og behandling, som finder sted. Et kvalitetsløft vil gavne på alle parametre: Mere tid til menneskelig kontakt, efteruddannelse og supervision af medarbejdere med forskellige fagligheder, kvalitet i behandlingen og livskvalitet for brugerne.

Vi vil bedre kunne forebygge og gribe problemerne, inden de vokser sig for store, og vi kan samtidig hjælpe mennesker til at genvinde magten over det liv, som de har mistet grebet om. Det skal være lettere at få den rette hjælp i tide, og flere skal kunne bevare håbet om, at de kan komme sig.

En psykisk diagnose skal ikke spænde ben resten af livet

Der er brug for et større og stærkere fokus på mennesker. Det indebærer også, at psykisk lidelse ikke skal forenkles i en diagnose hæftet på et CPR-nummer. Man er ikke sin diagnose.

Diagnosen er et professionelt redskab til beskrivelse af en kortere eller længerevarende tilstand. Og når man ikke længere har symptomerne på diagnosen, bør man også kunne erklæres fri af den. Patienter skal mødes af en recovery-orienteret tilgang, fordi det er muligt at komme sig fra en psykisk sygdom. En diagnose skal ikke være en klods om benet resten af livet.

Med 10-års planen for psykiatrien, som er fremsat i forståelsespapiret mellem Regeringen, SF, R og Ø, sættes en vigtig udvikling i gang. En udvikling, som jeg vil kæmpe for reelt gør en forskel for mennesker med psykiske vanskeligheder.

Faktisk ville jeg ønske mig, at det blev en plan for mennesker og deres psykiske trivsel - for den har vi et fælles ansvar for.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik