Det kæmper jeg for: Danskerne skal betale mindre boligskat

Vi skal kunne føle os trygge i vores hjem. Det mener Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti, der vil kæmpe for at sænke boligskatterne endnu mere.

Af Birgitte Bergman, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, valgt i Nordsjællands Storkreds.

Hvor føler vi os allermest trygge og glade henne? Svaret er for de fleste af os nok derhjemme. Det er hjemmet, vi fortrækker til, når tingene bliver svære, og vi har brug for tid med vores nærmeste. Det er her, vores børn vokser op og skaber minder for livet. Hjemmet er noget af det vigtigste, vi har.

Derfor skal vi også sikre, at hjemmet forbliver en sikker base for danskerne. Men det er det ikke for alle i dag.

Alt for mange oplever at betale høje boligskatter, der skaber økonomisk usikkerhed for dem og deres familie. Dem kæmper jeg for som konservativ politiker valgt i Nordsjælland.

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

13 milliarder skal lette boligskatterne yderligere

Når jeg taler med borgere i Nordsjælland, kan jeg høre, hvordan boligskatterne er med til at skabe utryghed for dem. Er der nu råd til at blive boende? Hvad nu, når jeg trækker mig tilbage fra arbejdsmarkedet, og min indtægt falder? Hvordan skal jeg så finde penge til boligskatten?

Sådanne bekymringer understreger behovet for at sikre tryghed om folks boligøkonomi. Derfor kæmper jeg og Det Konservative Folkeparti for at sænke boligskatterne endnu mere end de 28 milliarder kroner, som vi gjorde i sidste valgperiode.

Helt konkret har vi afsat 13 milliarder kr. til at lette boligskatterne yderligere.

Nordsjælland skal ikke glemmes på Christiansborg

På sigt er Det Konservative Folkepartis mål faktisk at afskaffe boligskatterne helt, så man ikke længere skal betale grundskyld ellers ejendomsværdiskat.

I stedet skal man betale skat af den gevinst, som man måtte få ved et salg. Man skal nemlig ikke beskattes af sine mursten, før man har tjent penge på dem.

Nordsjælland skal ikke glemmes på Christiansborg. Heller ikke boligejerne. Derfor kæmper jeg for at få boligskatterne ned. Jeg kæmper også for andre ting, f.eks. at sløjfe besparelserne på kulturen, men pladsen, som jeg har fået til rådighed her, er ved at være brugt op. Så det tager vi en anden gang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik