Trine deler video for at advare: "Jeg har dødens legeplads i min baghave"

Trine Trøstrup Darré oplever, at mange børn og unge leger ved nødudgangen til togskinnerne bag hendes hus.

Historierne om unge mennesker, der krydser togskinner ulovligt, er mange, og nogle steder har Banedanmark måttet hyre vagter for at holde børn og unge væk fra skinnerne.

For Trine Trøstrup Darré foregår det nærmest lige i hendes baghave.

Det har fået hende til at ty til tasterne med et opråb til forældre. 

 "Jeg ville være knust, hvis nogen mistede deres barn i vores baghave", skriver Trine Trøstrup Darré blandt andet i sit opslag på Facebook.

Trine Trøstrup Darré og hendes mand bor klos op ad et støjværn ud til tre jernbanespor i Valby.

- Der er er ikke noget mellemrum mellem skinnerne og støjværnet, og de (børnene, red.) stikker bare hovederne ud, inden toget kommer, fortæller hun til TV 2 Kosmopol. 

Og for Trine Trøstrup Darré er børnenes farlige leg én ting, en anden er de følger, det giver lokomotivførerne, der er tæt på at køre en person ned. 

- Vi kan nogle gange høre hornet blive trykket i bund, og lokomotivførerne sidder med hjertet i halsen dagligt, siger hun og tilføjer: 

- Jeg føler, jeg har dødens legeplads i min baghave. 

Inde hos Banedanmark er de klar over problemet på strækningen. 

- Der er mange steder, hvor der er adgang til jernbanen, så det er ikke atypisk. Nødudgangene bliver brugt af arbejdere og beredskabet, fortæller Martin Harrow, områdechef for kvalitet og sikkerhed hos Banedanmark. 

Og beredskabets benyttelse af nødudgangene er ifølge ham en af grundene til, at man ikke bare kan lukke passagen bag Trine Darrés hus. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Sikkerhedsgreb 

Martin Harrow fortæller, at de hos Banedanmark helt systematisk registrerer uautoriseret færdsel på sporene. 

- Vi ser, hvor det er, hvor mange, der er tale om, og så går vi dem igennem. Hvis antallet så er over en eller anden tærskelværdi, for eksempel mere end tre tilfælde på en given strækning det samme sted, så bliver strækningen flaget, og så kigger vi på det.

Ifølge Martin Harrow har Banedanmark personale til helt specifikt er ansvarligt for vurdere stederne for at se, hvad der kan gøres anderledes.

Nærvedshændelser på landsplan og i Hovedstaden

  • I 2023 var der 1.420 indberetninger af uautoriseret færdsel i spor. Antallet af indberetninger er steget eksplosivt i 2022 og 2023 sammenlignet med tidligere år. Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et vist mørketal.

  • Det er typisk på og omkring stationerne, at hændelserne foregår, og ofte er det passagerer, der krydser sporet ulovligt, fordi de skal nå et tog. Det er især i de sene eftermiddagstimer mellem klokken 16 og 20, at folk vælger ulovligt at krydse sporene.

  • Stationer i hovedstaden med flest hændelser:

    • Roskilde: 61 hændelser de sidste 24 måneder

    • Hellerup: 37 hændelser de sidste 24 måneder

    • Dybbølsbro: 26 hændelser de seneste 24 måneder

    • Hundige: 26 hændelser de sidste 24 måneder

Kilde: Banedanmark

Ebbe Drögemüller er lokomotivfører og næstformand for Dansk Jernbaneforbund. Han har ét klart budskab: 

- På alle lokomotivføreres vegne vil jeg gerne opfordre til, at folk tænker sig grundigt om og ikke render rundt ude på sporene. Man gambler med sit eget liv, men man spiller også hasard med et andet menneskes psykiske helbred. 

quote Som lokomotivfører ved jeg, hvor hårdt det faktisk slider på psyken at være tæt på at køre et andet menneske ihjel.

Ebbe Drögemüller, næstfmd. Dansk Jernbaneforbund, lokofører

Der findes nemlig mange eksempler på lokomotivførere, der har fået PTSD eller bliver så skræmte, at de siger op. 

- Som lokomotivfører ved jeg, hvor hårdt det faktisk slider på psyken at være tæt på at køre et andet menneske ihjel. Et tog vejer mange ton og kan hverken stoppe eller svinge udenom. Derfor er man chanceløs som lokomotivfører, fortæller Ebbe Drögemüller og tilføjer: 

- Man kan blot se på og håbe at alt går godt. Det er oplevelser, man ikke lige ryster af sig igen. Vi mister desværre kollegaer på den konto - mennesker, der ikke kommer ud at køre tog igen efter den type hændelser. Så lad være med at rende rundt på sporene. Både for din egen skyld, men også for lokomotivførerens.

Unødvendig fare

Hos Banedanmark mener man, at mange måske ikke helt forstår, hvor stor en fare, der er forbundet med at lege på sporene. 

- Den respekt, man har for en motorvej, den er man nødt til også at have for en jernbane. Når et tog kører med fuld hastighed på 180 kilometer i timen, er der ingen mulighed for at lokomotivføreren kan nå at bremse, fortæller Martin Harrow. 

Han pointerer dog, at den danske jernbane den sikreste i hele Europa. 

- Det er totalt unødvendigt, når denne type ulykker sker. Og de sker ofte relateret til at folk befinder sig, hvor de ikke skal.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik