Tivoli lancerer mad- og vinfestival som sensommerens store satsning

Fra lørdag den 29. august til søndag den 20. september huser forlystelsesparken i hjertet af København en mad- og vinfestival.

2020 har ikke været et let år for Tivoli i København.

Forlystelsesparken har mistet store summer i tabt omsætning, fyret et stort antal medarbejdere, nedlagt en musikskole og skrottet planlagte byggerier.

Men nu kan Danmarks mest besøgte attraktion for en gangs skyld melde om en ny investering, der forhåbentlig kan sætte skub i besøgstal og kasseapperater.

Tivoli annoncerer således i en pressemeddelelse, at forlystelsesparken lancerer en helt ny mad- og vinfestival, som mellem lørdag den 29. august og søndag den 20. september skal gøre parken til et flokkested for foodies.

Gastronomiske events som madmarkeder, chokoladefestival, krebsegilde, frankofile dage og kåring af landets bedste sommelier er blandt tiltag, man vil kunne opleve under festivalen, som har fået navnet Tivoli Mad & Vin Festival.

- Med Tivoli Mad & Vin Festival ønsker vi at give gæsterne madoplevelser, inspiration og input. Der er lagt op til socialt samvær med maden og vinen i fokus. Vi garanterer, at der er noget for alle, både vinkenderen, foodie’en og den sultne børnefamilie, udtaler Jakob Volquards Harreby, der har titlen General Manager for Food and Beverage hos Tivoli.

Han fortsætter:

- Ud over at give gæsterne engagerende madoplevelser, har det været vigtigt for os at bakke op om København som verdensberømt gastro-by, vi skal værne om det, vi er gode til, også i svære tider.

Første event under den tre uger lange festival bliver noget så traditionelt som en smørrebrødsfestival på H.C. Andersen Slottet.

Festivalen arrangeres i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, erhvervsorganisationen for blandt andet landmænd og fødevarevirksomheder.

Et fyldigt program med beskrivelser af hvert event kan findes på Tivolis hjemmeside.

Herunder har vi samlet en oversigt over, hvad de forskellige dage byder på:

Programmet for Tivoli Mad & Vin Festival 2020

  • 29 & 30 august: Smørrebrødsfestival i Tivoli, H. C. Andersen Slottet

 

  • 29. og 30 august: Landbrugsdag med landbrugsmaskiner i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Plænen

 

  • 1. september: DM i sommelier på Axelborg

 

  • 3. september: Gemyse langbordsmiddag med Aarstiderne og danske vinproducenter, på Gemyse

 

  • 4. og 5. september: Weber Grill Academy laver mini-pizzaer med repræsentant fra grill-landsholdet i Jubilæumshaven

 

  • 5. og 6. september: Chokoladefestival i Tivoli, 5. september på Cakenhagen og i Nimb Bar, 6. september på Cakenhagen

 

  • 6. september Lene Tvedegaard fra Toftegaard Gartneri holder oplæg om chili, og tomater og krydderurter Jubilæumshaven

 

  • 6. september: Krebsegilde, Plænen

 

  • 9., 10. og 11. september: Italienske dage på Mazzoli’s og i Jubilæumshaven

 

  • 12. september: Ginsmagning med Henrik Hammer, Nimb Rotunden

 

  • 12. og 13. september: Børnerestaurant med tre-retters menu i Garden Deli, Jubilæumshaven

 

  • 12. og 13. september Oplæg og workshop med ByBi i Jubilæumshaven

 

  • 18. september 11.00-20.00 Madmarked på Plænen

 

  • 19. september Whisky smagning med The Macallan & Highland Park i Nimb Bar

 

  • 16. september Dom Perignon-smagning, i Nimb Bar

 

  • 18., 19. og 20. Franske dage i Nimb Brasserie og Nimb Bar

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik