Den ene holder vagt. Den anden skærer låsen til ladcyklen op ved højlys dag

Henrik fra Vanløse var onsdag aften vidne til det, der har vokset sig til en stadig større problematik i København: Tyve, som målrettet går efter de dyre el-ladcykler.

København har et problem. Et tilsyneladende hastigt voksende et af slagsen.

Antallet af cykeltyverier i landets hovedstad er eksploderet og var sidste år på sit højeste niveau i mange år, kunne TV 2 Kosmopol berette tilbage i februar måned.

Både forsikringsbranchen, Cyklistforbundet og eksperter peger på, at tyverierne er blevet mere velorganiserede og i højere grad rettes specifikt mod de dyre elcykler og særligt el-ladcykler.

Sidstnævnte kunne et par fra Vanløse konstatere ved selvsyn onsdag aften omkring klokken 19.20 fra deres lejlighed, hvor de har udsigt til indkøbscenteret Kronen ved Vanløse Station.

- Jeg sad tilfældigvis og kiggede ud ad vinduet, da jeg hørte en lyd, som ikke lød normal. Det var lyden af en vinkelsliber. Jeg kiggede rundt og fik hurtigt øje på det, fordi man kunne se, hvordan det slog gnister fra værktøjet, der skar i låsen, siger Henrik Poulsen fra Vanløse.

Herefter fattede han sporenstregs sin mobiltelefon og begyndte at filme ugerningen.

quote Det er desværre ikke første gang, at vi ser den form for skruppelløs adfærd

Peter Reisz, vicepolitiinspektør

Overstået på få sekunder

På optagelsen kan man se, hvordan to mænd samarbejder om at bryde låsen til en el-ladcykel og efterfølgende stikke af med den.

Mens den ene skærer låsen op med et værktøj, der ligner en vinkelsliber, trasker den anden frem og tilbage omkring arnestedet og ser ud til at holde vagt. Undervejs passerer to personer til fods, mens et leveringsbud også kører forbi. Det ses desuden, at en taxa holder parkeret og afventer mulige kunder få meter derfra.

Da låsen til el-ladcyklen bliver brudt, kører personen, der har skåret låsen op, hurtigt væk fra stedet. Men inden, han suser bort, giver han værktøjet til sin makker, der til fods forlader stedet i en anden retning.

Se videoen herunder:

- Det virkede som noget, de havde prøvet før. Det var i hvert fald meget professionelt og kalkuleret. Det hele var overstået på meget kort tid, siger Henrik Poulsen og fortsætter:

- Jeg synes virkelig, det er forargeligt. Også fordi det bliver gjort så offentligt og uden skrupler. Det er lige foran et indkøbscenter, og det er lyst, og man kan se, hvordan der er folk i området. Jeg kan godt forstå, at de to unge kvinder, der går forbi, ikke griber ind. Men der holdt også en taxa lige ved siden af.


Politi bekræfter: "Desværre ikke første gang"

Mens Henrik Poulsen optog hændelsen, ringede hans kone til Københavns Politi for at anmelde det, der for dem så ud til at være et ublu cykeltyveri.

Ifølge Henrik Poulsen var en patruljebil fremme ved stedet cirka fem minutter senere.

Over for TV 2 Kosmopol bekræfter Københavns Politi, at betjente var "til stede i forbindelse med det pågældende cykeltyveri". Det skriver politikredsen i en e-mail.

- Det er desværre ikke første gang, at vi ser den form for skruppelløs adfærd, hvor cykeltyve ved højlys dag benytter en vinkelsliber til at skære en lås over. Det er brugbart, at en borger har filmet tyveriet, og skulle der være nogen, der kan genkende gerningsmændene, så hører vi gerne fra dem på telefonnummeret 1-1-4, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi.

Han tilføjer, at politikredsen gemmer Henriks video, da der er mulighed for, at gerningspersonerne kendes fra andre lignende sager.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Vicepolitiinspektøren Peter Reisz opfordrer samtidig til, at man straks kontakter politiet, hvis man er vidne til lignende cykeltyverier.

- Det skete for eksempel natten til lørdag, hvor vi modtog et tip fra en borger, der var vidne til et lignende cykeltyveri på Islands Brygge, hvor gerningsmanden også benyttede en vinkelsliber til at skære låsen over på en ladcykel. Her fik vi kort efter anholdt den formodede gerningsmand, udtaler Peter Reisz i et skriftligt citat.

Københavns Politi tilføjer, at der ikke er foretaget anholdelse i sagen fra Kronen i Vanløse.

Den gordiske knude

Problematikken med cykeltyverier i København er ikke ny. Til gengæld er den stigende.

Tal fra Danmarks Statistik har for nylig vist, at 17.316 cykler sidste år blev meldt stjålet i København. Det er det højeste antal i ti år. 

Hertil kommer et formentlig ganske stort mørketal. Og med en opklaringsprocent fra politiets side på blot 1,2, står det klart, at det er tæt på straffrit at stjæle en cykel.

- Det er sort på hvidt gået den forkerte vej, og det er en stadig større og større problematik. Tyveri og risiko for tyveri er noget af det, der er med til at afholde folk fra at bruge cyklen som primært transportmiddel, har Kenneth Øhrberg Krag, direktør for interesseorganisationen Cyklistforbundet, sagt til TV 2 Kosmopol.

Det høje tal fik Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), til at ringe med alarmklokkerne for at få bugt med det, hun over for TV 2 Kosmopol kaldte for ”en vedvarende gordisk knude”.

- Som overborgmester er det min pligt at finde løsninger på byens store problemer. Cykeltyveri er desværre et af dem, og der er ikke noget quickfix, lød det fra Hæstorp Andersen i marts.

Nogenlunde samtidig mødtes Københavns Kommune med blandt andre politiet, forsikringsbranchen, Cyklistforbundet og Det Kriminalpræventive Råd i en slags fælles koalition, der har til formål at tage skridt i retning af at få bugt med det stigende cykeltyveri.

Og mens Cyklistforbundet vurderer, at tyvene er blevet mere organiserede og i højere grad går efter de dyre cykler, særligt elcykler og el-ladcykler, viser tal fra Vejdirektoratet, at mange danskere tøver med netop at købe elcykler, fordi de er bange for, at den bliver stjålet.

Ser man specifikt på Vanløse, hvor onsdagens optrin fandt sted, viser Københavns Kommunes seneste tryghedsundersøgelse, at cykeltyverier er den type kriminalitet, der er kilde til størst bekymring blandt områdets beboere – et billede, der i øvrigt går igen i samtlige bydele i København.

Flere melder om tyveri fra samme sted

Omkring en time efter det mulige cykeltyveri foran Kronen i Vanløse delte Henrik Poulsen sin videooptagelse med de lidt flere end 20.000 medlemmer af Facebookgruppen ”2720 Vanløse”.

Her har videoen ikke overraskende affødt livlig debat, hvor flere end hundrede brugere har knyttet kommentarer til opslaget.

Mens en stor del opfordrer til alverdens hårde straffe og jamrer over dagens Danmark, skriver to andre Facebookbrugere, at de også har oplevet at få stjålet deres ladcykler fra samme område, altså ved indkøbscenteret Kronen. Begge melder også, at tyveriet skete ved højlys dag og i fuld offentlighed.

- Det er jo virkelig stukket af derinde. Nogle har skrevet, at de kender de to mænd på videoen, og at de bor i nærområdet, siger Henrik Poulsen, der i øvrigt også selv har oplevet at få sin cykel stjålet.

Han forsætter:

- Men jeg håber bare, at det kan føre til, at det bliver opklaret, og at den retmæssige ejer får sin el-ladcykel tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik