Rasmus vil gøre din bytur bæredygtig med klimavenlig øl

Rasmus Petersen studerer statskundskab på Københavns Universitet. Et sted, hvor klimaaktivismen for alvor har spredt sig i de seneste år.

Og netop det fik ham til at overveje, hvordan han kunne bidrage. På en sjov måde.

Derfor har han i samarbejde med Nørrebro Bryghus udviklet en øl, der er lidt bedre end de andre; for hver solgt øl går 12 kroner nemlig til en kvadratmeter jord, der bliver omlagt til vild natur i Danmark.

Og selv om brygningsprocessen jo udleder CO2, så mener Rasmus Petersen alligevel, at den nye Natur Lager kan drikkes med god samvittighed:

- Det er utopisk at tænke, at de studerende slet ikke skulle drikke øl. Så når de alligevel drikker øl, kan man ligeså godt gøre det på en måde, hvor man gør en forskel for klimaet.

Det er Den Danske Naturfond, der står for at omsætte pengene til at bevare vild natur for altid forskellige steder i Danmark.

TV2 Lorry har talt med fonden, der dog hverken vil oplyse de mere præcise lokationer eller tidsrammer for projektet.

Direktør Flemming Nielsen glæder sig imidlertid over tiltaget:

- Det er fantastisk at få hjælp fra studerende, som vil hjælpe vores natur. Mange vilde dyr og planter er i fare, fordi de mangler levesteder. Men det kan vi være med til at ændre ved at købe mere jord og genskabe mere natur.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik