Overborgmester tænder juletræet - Husker du Frank Jensens komiske nedtælling?

Det er en mere end 100 år gammel tradition, der søndag holdes i hævd.

Traditionen tro indtager julen Rådhuspladsen i København, når julemanden og overborgmester Frank Jensen tæller ned og tænder juletræet første søndag i advent.

Hele julemåneden vil det lyse den store plads op og sprede julestemning.

- Juletræstændingen på Rådhuspladsen er en smuk og hyggelig tradition, som jeg hvert år glæder mig til. I år bliver det ekstra særligt at se juletræet pynte og samle folk på pladsen, nu hvor københavnerne har fået Rådhuspladsen tilbage, efter den i mange år har været præget af metrobyggeri, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Det hele starter klokken 15.00, når julemanden og hans familie går afsted fra Nyhavn i optog mod Rådhuspladsen ledsaget af forskellige brandkøretøjer – nye som gamle fra Hovedstadens Beredskab. De ankommer til Rådhuspladsen klokken 15.30, hvor publikum har mulighed for at hilse på julemanden og nisserne.

Efter rådhusklokkerne kl. 16 holder overborgmester Frank Jensen en tale, hvorefter træet tændes.

Traditionen med juletræ på Rådhuspladsen er over 100 år gammel og stammer fra 1914. Dengang samlede træet og de elektriske lys mange københavnere, der ikke alle selv havde elektriske lys derhjemme.

Selvom meget har forandret sig siden, og træet i dag bliver pyntet med 800 led-lys, så er traditionen på mange måder den samme. For eksempel blev træet både dengang og i dag hentet hjem fra Gribskov.

Nedtælling gik helt galt

Flere husker måske den komiske episode fra 2015, da Frank Jensens nedtælling til juletræstændingen gik helt i kage foran Kronprinsesse Mary.

Overborgmesteren skulle tælle ned fra 10, men da han kom til otte, begyndte han i stedet at tælle opad - til stor morskab for de dengang mange fremmødte på Rådhuspladsen.

Frank Jensen kunne selv grine af situationen, men da han begyndte forfra gik det igen galt for den noget forvirrede overborgmester, hvor den noget anderledes nedtælling startede med ”ni, ti, otte, syv”, indtil kronprinsessen med et smil på læben endelig kunne få lov til at trykke på knappen.

Det sjove klip kan du se eller gense herunder.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik