Opråb havde enorm effekt - Nu strømmer blodet ind

Flere raske bloddonorer vil opleve, at Region Hovedstadens faste tappesteder på hospitalerne er tæt på fuldt booket de næste uger.

I de kommende uger kan bloddonorer opleve, at det er svært at finde en ledig tid hos deres faste tappesteder i Region Hovedstaden. 

Men frygt ej, der er stadig brug for alle bloddonorer i den nærmest fremtid. 

Selvom der er få tider at booke, så betyder det ikke, at man skal stoppe med at donere blod, oplyser Morten Bagge Hansen, der er chef for blodbanken i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry.

De få ledige tider skyldes, at GivBlod og Region Hovedstadens blodbank i sidste uge lavede et forebyggende opråb på deres facebook-side. Opråbet handlede om, at bloddonorer fortsat skulle komme ind og donere, da blodbanken ellers risikerede at mangle blod til patienter i de kommende uger. 

Opråbet hjalp i så stort et omfang, at der nu er få ledige tider tilbage til at donere blod. 

Morten Bagge Hansen, der er chef for blodbanken i Region Hovedstaden, fortæller, at det er med god grund, at der er ventetid. 

- Vi har flere, der melder sig som bloddonorer, end vi plejer at have, og det er dejligt. Vi oplever i stigende grad, at bloddonerne vil give blod her og nu. Og det skal jo hænge sammen med behovet for produkter og blodtyper, så der kan være grunde til, at man ikke kan få en tid nu her, fortæller han.

Booke en tid til tapning om 2-3 uger

Selvom der er få ledige tider på Region Hovedstadens tappesteder, så skal bloddonorer  ikke stoppe med at opsøge tappestederne, da der nok skal blive brug for dem og deres blod i den nærmeste fremtid.

Morten Bagge Hansen har en klar besked til bloddonorer, der vil hjælpe i en god sags tjeneste.

Han fortæller, at det er vigtigt, at bloddonorer ikke stopper med at ringe eller bestille tid online, fordi situationen omkring blodmangel kan ændre sig fra dag til dag. 

- Jeg kan bekræfte, at vi får rigtig mange henvendelser nu, men der er også rigtig meget brug for, at bloddonorerne også er klar om 14 dage, tre uger og fire uger, fordi det er der, vi formentlig kommer til at mangle igen, fortæller Morten Bagge Hansen.

I svære tider som disse med Covid-19, der kan mangel på blodforsyninger ændre sig hurtigt. Og oveni det, så skal et større puslespil med forskellige blodtyper og blodprodukter også gå op i en højere enhed.

Det handler især også om, hvad de forskellige bloddonorer vil donere, om man vil give plasma, fuldblod og alt afhængigt af ens blodtype. Derfor er det et større logistisk regnskab, der skal på plads. 

- Samtidig skal tappestederne heller ikke tappe mere blod, end der er brug for, fortæller Morten Bagge Hansen.

Så rådet er altså, at hvis der er fuldt booket nu, så bestil en tid om 3-4 uger, fordi så vil der igen være brug for alle bloddonorer og deres blod.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik