Ny livsfarlig tendens: Unge inhalerer lattergas, mens de kører bil

Privatoptagelser fra Nørrebro i København viser unge, som indtager lattergas, mens de kører bil. Det er ulovligt, siger politiet, men de kan ikke gøre noget ved de påvirkede bilister.

Mens lattergaspatronerne flyder i gadebilledet inhalerer nogle bilister nu tilsyneladende også lattergas, mens de kører bil. 

Det viser private optagelser fra Nørrebro i København, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

TV 2 Lorry har vist optagelserne til politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå i mit hoved, hvorfor der er nogen, som kan finde på at gøre sådan noget, siger politiassistent Christian Berthelsen, da han ser billederne. 

quote Det er jo hamrende farligt det her

Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Det er ikke noget Christian Berthelsen har set eller hørt om før, men han slår med det samme fast, at det er ulovligt at køre bil, mens man er påvirket af lattergas.

På billedet ses en bilist med en ballon i munden. Man bruger typisk balloner til at suge lattergas med. 
På billedet ses en bilist med en ballon i munden. Man bruger typisk balloner til at suge lattergas med. 
Foto: Privat foto

- Det er jo hamrende farligt det her. Det er et stof, som påvirker mennesker på samme måde som andre stoffer og alkohol. Rusen er meget kortvarig, men det kan skade hjernen, og det kan altså også betyde, at man et kort øjeblik er uopmærksom, siger Christian Berthelsen.

Bilen fyldt med gas

Når lattergassen indtages, giver det en kortvarig rus, fordi gassen fortrænger ilten i kroppen. Rusen gør en svimmel og opstemt, men kan også føre til iltmangel og bevidstløshed. Et stort og langvarigt brug af lattergas kan desuden give permanente nerveskader.

På privatoptagelserne fra Nørrebro kan man også se unge, som tømmer bilen for store mængder tomme lattergaspatroner som efter brug bliver smidt i skraldecontaineren.

Men selvom politiet snupper nogle unge med bilen fyldt med patroner, og de har set chaufføren sidde med en ballon i munden, så betyder det ikke nødvendigvis, at politiet kan straffe dem for det.

Den blå pose er fyldt med gaspatroner.
Den blå pose er fyldt med gaspatroner.
Foto: Privat foto

- Vi må kigge på nærmere, hvordan og hvorledes vi skal gribe det her an. De værktøjer, vi har lige nu, kan ikke rigtig bruges. Eksempelvis er det her med at tage en blodprøve af de påvirkede bilister ikke anvendeligt i det her tilfælde, siger Christian Berthelsen.

Blodprøver kan ikke bruges

Normalt kan man måle alkohol og stoffer som kokain og hash i blodet ved hjælp af en blodprøve.

Men da gassen fra lattergaspatronerne forsvinder meget hurtigt – kan rusmidlet ikke måles i blodet, og dermed har politiet ikke noget fældende bevis i retten, hvis de vil have dømt de unge, som kører rundt og inhalerer lattergas bag rattet.

Men selvom politiet ikke ved, hvad de skal stille op med bilister på lattergas, så har Christian Berthelsen en idé, som han mener, politikredsene kan anvende.

quote Når jeg ser det her, tænker jeg straks uopmærksomhed

Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Man kan kalde det for en form for trafikal Al Capone-metode, hvor den påvirkede bilist ikke bliver dømt for at være på påvirket, men i stedet for bliver dømt for uopmærksom kørsel.

- Når jeg ser det her, tænker jeg straks uopmærksomhed. Når man sidder med sådan en stor ballon foran hovedet, som man kan se på de her billeder, så fjerner det udsyn for bilisten. Så der er selvfølgelig en sanktion, man kan bruge dér, men den retter sig jo ikke direkte mod det, at de indtager et bevidsthedspåvirkende stof, siger Christian Berthelsen.

Indtil videre har Rigspolitiet ikke kendskab til færdselsuheld, som beviseligt er sket på grund af lattergaspåvirkede bilister, men det er noget som de vil være opmærksomme på i fremtiden, oplyser de til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik