Nu er metro til Nordhavn åben - her er alt, du skal vide om M4

Lørdag morgen oplyser Metroselskabet, at M4 Nordhavn nu er åben. København får dermed to ny metrostationer og flere tog gennem Indre By, når M4 Nordhavn åbner lørdag den 28. marts 2020.

Den nye metrolinje M4 Nordhavn er nu åben. 

Det oplyser Metroselskabet på Twitter lørdag morgen omkring klokken 10.

"M4: Er nu åben, men vi opfordrer alle københavnere til at blive hjemme og holde sig fra at tage metro, med mindre det er strengt nødvendigt," lyder det.

Selvom selve åbningen af M4 Nordhavn sker i absolut stilhed som følge af coronakrisen - og i det hele taget vil få meget mindre omtale på grund af den verdensomspændende virus - er der tale om et markant milliardbyggeri i Københavns historie, der nu står færdigt og er klar til at transportere tusindvis af borgere rundt i hovedstaden. 

 

quote Hvis der er nogen, som meget gerne vil på udflugt og se, hvordan den ser ud, så appellerer jeg virkelig til, at de venter

Administrerende direktør i Metroselskabet, Henrik Plougmann Olsen

Metroselskabet oplyser, at åbningen skal gøres så uinteressant som muligt, så færrest mennesker muligt forsamler sig. Metroselskabet har på forhånd derfor indtrængende bedt folk om at holde sig væk. 

- På lørdag sker der ingenting. Der åbner en metro til dem med blandt andet kritiske sundhedsfunktioner, der har brug for den. Og hvis der er nogen, som meget gerne vil på udflugt og se, hvordan den ser ud, så appellerer jeg virkelig til, at de venter med at gøre det til efter den 13. april, siger administrerende direktør i Metroselskabet, Henrik Plougmann Olsen, med henvisning til datoen for ophør af myndighedernes midlertidige nedlukning af Danmark.

Så bliv hjemme og lad TV 2 Lorry her give dig overblik over alt, du skal vide om den nye metrolinje.

Hurtige fakta

  • M4 kobler Nordhavn til metronettet som en 2,3 kilometer lang afgrening til M3 Cityringen, der åbnede for et halvt år siden. 

  • De første cirka to kilometer af afgreningen er bygget som tunnel, mens de sidste 300 meter er bygget som højbane. 

  • M4 Nordhavn får to nye stationer: Nordhavn og Orientkaj. 

  • Den samlede pris er 3,2 milliarder kroner.

  • M4 fortsætter til København H på samme spor, som M3 Cityringen benytter. Dermed kommer der dobbelt så mange metroafgange i Indre By mellem Østerport og København H. I myldretiden kommer der eksempelvis til at være afgang på strækningen hvert halvandet minut.

  • Du kan komme fra Nordhavn til Rådhuspladsen på otte minutter og fra Orientkaj til Kongens Nytorv på syv minutter. 

  • Med tilføjelsen af de to stationer kommer det samlede antal metrostationer op på 39.

  • Nordhavn og Orientkaj metrostationer får tilsammen cirka 9.000 daglige påstigere i 2025, vurderer Metroselskabet. Til sammenligning står den travle København H til at få 49.000 forventede daglige påstigere i 2025. 

  • Når åbningen af Sydhavnsafgreningen efter planen finder sted i 2024, udvides M4 med yderligere fem stationer på strækningen fra Cityringen til Sydhavn.

 

Kilde: Metroselskabet og TV 2 Lorry

Sådan rejser du med M4 Nordhavn

  • Du kan rejse med M4 Nordhavn ved at bruge rejsekort eller købe billet, som du gør, når du ellers rejser med offentlige transport. Der er ikke særskilte priser for rejser med M4. 

  • Hvis du skal rejse med M4 i sydgående retning, skal du orientere dig efter endestationen København H. Hvis du skal rejse med M4 i nordgående retning, skal du orientere dig efter endestationen Nordhavn. 

  • Når M4s tog ankommer til København H, kører toget ikke videre med passagerer. Hvis du skal videre rundt i M3 Cityringen, skal du derfor skifte til et M3-tog.

  • Med M4 Nordhavn kan du skifte til

    • S-tog og regionaltog på København H og Østerport 

    • S-tog på Nordhavn

    • de øvrige metrolinjer, herunder M1/M2 på Kongens Nytorv og M3 Cityringen på hele strækningen mellem København H og Østerport.

 

Kilde: Metroselskabet og TV 2 Lorry

Byggepladsen ovenpå Nordhavn Station 14. september 2019
Byggepladsen ovenpå Nordhavn Station 14. september 2019
Foto: Dragør Luftfoto/Metroselskabet
Orientkaj Station 14. september 2019
Orientkaj Station 14. september 2019
Foto: Dragør Luftfoto/Metroselskabet

De nye stationer 

Nordhavn:

  • Nordhavn station er placeret på den kommende Nordhavns Plads i det nye Århusgadekvarter. Stationen ligger ud mod Århusgade ved Kalkbrænderihavnsgade.
  • Metrostationen Nordhavn får en dyb rød farve, der går igen på de metrostationer, hvor der er mulighed for at skifte til S-tog. Det gælder Nordhavn, Østerport, Nørrebro og København H. Den røde farve er derfor en hilsen til S-togene og DSB.
  • En gangtunnel under Kalkbrænderihavnsgade gør det muligt at skifte mellem metro og S-tog. S-togsperronen skal på et tidspunkt rykkes lidt længere mod nord for at gøre gåafstanden mellem S-tog og metro kortere.

 

​​​Orientkaj:

  • M4-metrotog på i nordgående retning bryder jordens overflade på vej mod Orientkaj, som er en ny type højbanestation. Stationen får ligesom mange af Cityringens stationer et lokalt arkitektonisk præg.
  • Bydelen og bygningerne ved stationen kaldes Den Hvide By, og derfor er stationen udført med hvide mosaikker på trapper og elevator. Stationen er hvid indvendig, og udvendig er stationen beklædt med lys aluminium. 
  • Der bliver længere mellem søjlerne, end det er tilfældet på andre københavnske metro-strækninger med højbane (store dele af M1 og M2 på Amager og mellem de tre vestligste stationer på M1 og M2). Det er meningen, at det skal give plads til cykelstier og afslapning og aktivitet på grønne områder under højbanen.
  • Orientkaj Station er bygget således, at metrolinjen kan bygges videre ud på Nordhavn. Det kan du læse mere om her. 

 

Kilde: Metroselskabet og TV 2 Lorry

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik