Mand på Amager anholdt for at tilbyde håndsprit på falsk hjemmeside

En mand er sigtet for at snyde flere borgere og virksomheder, der ville købe håndsprit på nettet. Anholdelsen sker samtidig med, at et politisk flertal vil skærpe straffen for corona-kriminalitet.

Gennem den seneste tid har man kunne læse om indtil flere sager, hvor kriminelle personer har forsøgt at slå plat på den aktuelle coronakrise i Danmark.

Nu er det så lykkedes politiet at få sat en stopper for en af de formodede plattenslagerne.

Onsdag har Københavns Politi i samarbejde med Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) beslaglagt en falsk hjemmeside, der reklamerede med salg af håndsprit. 

quote Det er ikke kun kriminelt, det er også dybt usympatisk, og det skal vi slå hårdt ned på

Peter Reisz, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi

På baggrund af efterforskningen blev der onsdag foretaget en ransagning på en adresse på Amager, hvor en mand blev anholdt og sigtet mistænkt for databedrageri, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Mandens IT-udstyr er beslaglagt og vil nu blive undersøgt af politiet til brug for en kommende straffesag.

- I denne tid, hvor vi alle mærker konsekvenserne af coronavirus/covid-19, er der tilsyneladende stadig kriminelle, der er klar til at udnytte borgernes behov for at beskytte sig selv og hinanden mod smitte. Det er ikke kun kriminelt, det er også dybt usympatisk, og det skal vi slå hårdt ned på, siger Peter Reisz, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

Flere borgere og virksomheder snydt

I den konkrete sag har hjemmesiden ifølge politiet reklameret med, at håndspritten ville blive leveret inden for tre til fem dage, efter ordren var indgivet og betalt.

Flere politikredse har modtaget anmeldelser fra borgere og virksomheder, der mener, at de er blevet snydt af hjemmesiden.

quote Selv om man gør det, kan det være svært at gennemskue, for der sidder nogle bagmænd der ude, som gør alt, hvad de kan for at udnytte coronavirus/covid-19 situationen til at bedrage andre

Claus Birkelyng, politiinspektør ved Nationalt Cyber Crime Center

Ifølge Claus Birkelyng, der er politiinspektør ved Nationalt Cyber Crime Center hos Rigspolitiet, viser sagen, at der netop nu er god grund til at være ekstra opmærksom på hjemmesider, der udnytter coronavirus/covid-19 situationen, og det at mange efterspørger håndsprit og værnemidler.

- Det gode råd er at undersøge virksomhederne og deres hjemmesider, så godt man kan. Men selv om man gør det, kan det være svært at gennemskue, for der sidder nogle bagmænd der ude, som gør alt, hvad de kan for at udnytte coronavirus/covid-19 situationen til at bedrage andre, og det er selvfølgelig noget, vi holder ekstra meget øje med for tiden, siger Claus Birkelyng i pressemeddelelsen fra Københavns Politi.

Han opfordrer danskerne til at følge en række generelle råd, så de undgår at blive snydt. Eksempelvis bør man tænke over, om hjemmesiden ser troværdig ud. Om der er et virksomhedsnummer – det såkaldte CVR-nummer, og hvad skriver virksomheden om sig selv på siden.

Ifølge Claus Birkelyng har de fleste fup-hjemmesider desuden ikke en historik om virksomheden. Man bør derfor lave en søgning på virksomheden for at finde oplysninger om ejeren eller selskabet. Det kan for eksempel være, om andre borgere eller virksomheder har gode eller dårlige erfaringer med sitet.​

Politisk flertal vil sende coronasvindlere i fængsel med ny hastelov

Anholdelsen af manden på Amager sker samtidig med, at justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag bebuder hårdere straffe mod coronasvindlere. Hvis man eksempelvis stjæler håndsprit i dag, får man en bøde, men fremover skal man i fængsel.

- Det er undergravende for vores samfund, hvis kriminelle sår sprækker i den kæmpe indsats, der bliver gjort over hele landet.

- Der er tale om markante strafskærpelser. Der tegner sig et bredt flertal for at gennemføre lovgivningen, siger Nick Hækkerup på et pressemøde onsdag.

Desuden skal folk, der forsøger at udnytte de milliardstore støttepakker, der er vedtaget for at hjælpe coronaramte virksomheder, have en hård straf.

- Regeringen vil hæve straffen, så den bliver fire gange så høj, som den er i dag, hvis en virksomhed svindler og udnytter de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, siger justitsministeren.

På spørgsmålet, om hvorvidt regeringen har grundlag for at sige, at strengere straffe virker, svarer justitsministeren, at det handler om at vise, at samfundet tager afstand.

To tredjedele af Folketinget støtter, at det bliver fremsat som hastelovforslag, som endnu er under udarbejdelse. Det ventes fremsat torsdag.

Det skal anden- og tredjebehandles tirsdag i næste uge. Samme dag skal det træde i kraft, siger justitsministeren.

Sådan undgår du at blive snydt

  • Tænk over om hjemmesiden ser troværdig ud.
     
  • Tjek altid, om internetbutikkens webadresse passer til det, internetbutikken sælger. Rigtige butikker har som regel meget simple webadresser – ofte er det kun butikkens navn. Fupbutikkers webadresser er ofte længere og/eller har ikke nogen sammenhæng med de varer, der sælges i butikken.
     
  • Er der et virksomhedsnummer – det såkaldte CVR-nummer?
     
  • Undersøg “Om os”-siden. Rigtige butikker har ofte en fortælling om sig selv, deres historie og værdier. Det bruger fupbutikker sjældent energi på. Hvis fupbutikken har en “Om os”-side indeholder den tit stavefejl og er dårligt oversat til dansk.
     
  • Lav en søgning på virksomheden for at finde oplysninger om ejeren eller selskabet. Har andre borgere eller virksomheder gode eller dårlige erfaringer med sitet?
     
  • Er tilbuddet for godt til at være sandt? Fupbutikker sælger ofte varerne meget billigt. Hvis varerne er betragteligt billigere end andre steder, kan det være et tegn på, at varerne er kopivarer, eller at du aldrig modtager varen.

 

Kilder: Politiet, sikkerdigital.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik