Højskole får elever på ret kurs gennem madlavning

Et nyt projekt med navnet "Højskole Uden Mure" vil gøre en særlig indsats for at udsatte unge kommer tilbage på sporet. Det skal ske gennem madlavning og måltider.

"Højskole Uden Mure" i Hvidovre og København vil gøre en særlig indsats for at udsatte unge kommer tilbage på sporet og bliver motiveret til at finde et job eller tage en uddannelse, og det skal ske gennem madlavning og måltider.

quote Personligt har jeg udviklet mig virkelig meget ved at være med.

Karla Omø Küpper, elev, Højskole Uden Mure

16-årige Karla Omø Küpper er en af de ti unge, som i tre måneder er blevet undervist i madlavning og er blevet introduceret til arbejdet på restauranter og i fødevarebutikker.

- Personligt har jeg udviklet mig virkelig meget ved at være med. Jeg havde det virkelig dårligt, da jeg startede her, efter jeg var droppet ud af gymnasiet, fordi det var for stressende. Jeg startede her, og man bliver bare mødt med åbne arme, folk er megasøde, og man lærer sygt meget omkring mad, siger Karla Omø Küpper til TV 2 Lorry. 

Hvorfor Højeskole Uden Mure? 

Konceptet hedder Højskole uden mure. ”Højskole”, fordi det er baseret på værdier som fællesskab, samarbejde, dannelse og livsmod. ”Uden mure” fordi konceptet ikke er lukket inde på en enkelt adresse. Aktiviteterne bygges op om samarbejder med verden uden for højskolen: Lokale erhvervsdrivende, frivillighedsorganisationer og lokale foreninger.

 

Kilde: Højskole Uden Mure

Eleverne er i gang med at lave naan brød. 
Eleverne er i gang med at lave naan brød. 
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Som kulmination på det første tre måneders forløb, inviterede de unge indenfor til en pop-up restaurant på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, hvor de serverede treretters menu for familie og venner.

quote Mad og måltider kan mange ting. Vi arbejder med fuldstændig grundlæggende livsmestring, som vi mener, vi kan opdyrke gennem mad og måltider.

Mikkel Jacobsen, forsker, Professionshøjskolen Absalon

Det er Meyers Madhus, Hotel og Restaurantskolen, A2B og Professionshøjskolen Absalon, som står bag det nye højskolekoncept, der skal være et alternativt tilbud til de unge, som ikke passer ind i det klassiske uddannelsessystem. Og her er det mad og måltider, som skal danne rammen.

- Mad og måltider kan mange ting. Vi arbejder med fuldstændig grundlæggende livsmestring, som vi mener, vi kan opdyrke gennem mad og måltider. For eksempel forstå sin egen krop, forstå fællesskaber, forstå sin privatøkonomi, når man køber ind og lægger budgetter i sin egen husholdning. Det er der mange, der har brug for, og det har de her unge også, siger Mikkel Jacobsen, forsker på Professionshøjskolen Absalon, til TV 2 Lorry. 

Fakta om det nye tilbud

  • Målgruppen er udsatte unge, der kan have været anbragt, kan have et lettere misbrug eller har haft en skolegang med meget fravær og mange skoleskift.
     
  • Unge fra Hvidovre Kommune og Københavns Kommune er tilknyttet Højskole uden mure.
     
  • Bikubenfonden har støttet projektet med ca. 10 mio. kr., som løber til 2023.

Karla Omø Küpper havde inviteret sin mor, far og lillebror, og det var et par glade forældre, der smagte på forretten, der bestod af ravioli med blåmuslinger, rosenkål og parmesan. 

- Vi er meget stolte. Vi glæder os til at se det derhjemme, siger Anne Mette Carlsen, som er mor til Karla. 

For Karla Omø Küpper har forløbet været en succes. Udover at lære en masse om mad, er hun blevet bedre til at koncentrere sig, komme til tiden, stå foran et kamera og tale foran mange mennesker. 

quote Jeg startede her, og man bliver bare mødt med åbne arme, folk er mega søde, og man lærer sygt meget omkring mad.

Karla Omø Küpper, elev, Højskole Uden Mure

Mens gæsterne fandt sig til rette ved bordene, blev der arbejdet på højtryk med at få anretninger klar til servering. 
Mens gæsterne fandt sig til rette ved bordene, blev der arbejdet på højtryk med at få anretninger klar til servering. 
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå og lave mad foran så mange mennesker, når jeg er 16 år og ikke er uddannet kok. Det synes jeg er mega sejt, siger Karla Omø Küpper.

Højskole Uden Mure har ambitioner om at komme ud i endnu flere kommuner.

Karla Omø Küpper overvejer at blive kok, efter hun har været igennem forløbet, men i første omgang bliver hun på højskolen indtil sommer, og så starter hun igen på gymnasiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik