Diane arbejder som fjernhealer: "Det er som et lys, der kommer fra oven"

Der er det seneste år sket en kraftig vækst i antallet af danskere, der opsøger alternativ behandling. Diane Soa Scheel er en af dem, der praktiserer fjernhealing.

Flere og flere danskere benytter sig af alternativ behandling såsom claivoyance, healing eller akupunktur.

Faktisk har hver fjerde voksne dansker i løbet af det seneste år benyttet sig af alternative behandlingsformer. Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

En af de former, der især er vokset frem de seneste år, er fjernhealing.

quote Jeg skal det her, fordi jeg er dygtig til det. Og fordi jeg kan. Det er her, jeg kan gøre en markant forskel.

Diane Soa Scheel

En form for healing, hvor det menes, at man kan heale en person - det vil sige overføre energi, der skaber balance for vedkommende - over en større fysisk afstand.

 
 

Og en af dem, der i de seneste år har haft travlt med healingsmetoden, er Diane Soa Scheel. Hun er uddannet healer og har beskæftiget sig med det gennem syv år.

Og så har hun haft flere måneders ventetid på behandlinger og healet op til 273 mennesker på samme tid. Herunder flere kendisser. 

Det er her, jeg kan gøre en markant forskel

Diane Soa Scheel har sin egen klinik på Christianshavn; et stort, atelier-lignende rum, hvor både lofter, vægge og gulve er hvidmalede. Hver især reflekterer de solstrålerne, der finder vej gennem vinterens dis.

 
 

Det er med viltert hår, nysgerrige øjne og en kop med ren kakao fra Bali i hånden, at hun byder os velkommen denne formiddag i februar.

For at gøre os klogere på den fjernhealingstendens, som tilsyneladende har været i kraftig vækst i de seneste år.

Og som, med hendes egne ord, er blevet en form for livsmission for hende. Dét hun vil bidrage med til verden:

- Jeg skal det her, fordi jeg er dygtig til det. Og fordi jeg kan. Det er her, jeg kan gøre en markant forskel, fortæller Diane Soa Scheel.

Et lys fra oven

Fjernhealing er en gren af healing, hvor man mener at kunne heale en person uden fysisk at være i samme rum - og endda over store, fysiske afstande.

Det fungerer ved, at fjernhealeren overfører energier, der menes at kunne skabe helhed og balance hos modtageren, og som i sidste ende påbegynder en selvhelbredende proces hos vedkommende.

Fjernhealing

Fjernhealing er en gren af healing, hvor det menes, at man kan heale en person, over en større fysisk afstand. Denne type healing tager udgangspunkt i, at healing arbejder i bevidstheden, og vil derfor ikke være begrænset af tid eller sted.

 

Fjernhealing af overførsel af energi fra et menneske til et andet, og kan være med til, at skabe helhed og balance, såleden en klient kan påbegynde en selvhelbredende proces.

 

Fjernhealing bygger på de samme principper som almindelig healing, forskellen ligger i måden hvorpå man formidler og modtager healingen på.

Healing kigger ikke på symptomer og diagnoser, men derimod hvilke årsager, der har skabt en mangelfuld eller ressourceløs tilstand hos et menneske. Derfor er det også en fordel, at en healer kan "se ind bagved personen," enten via f.eks. klarsyn eller klarfølelse, og derigennem kunne vejlede om, hvordan modtageren kan gå aktivt ind i sin egen healingsproces.

 

Kilde: Sundhedsguiden

- Ligesom man kan gå til en massør og få en muskulær følelse af, at der sker noget godt i din krop, som påvirker dine tanker og dine følelser. Så gør jeg det bare den anden vej. Jeg påvirker følelserne og tankerne, der så vil have en effekt på kroppen. Men min erfaring er, at det kan have lige så kraftfulde resultater, fortæller Diane Soa Scheel.

quote Så kan jeg pludselig mærke, at der kommer en kraft. Og lys. Som om, at der kommer lys fra oven. Og så ved jeg, at healingen er igang.

Diane Soa Scheel

Hun afholder fjernhealing-sessioner to gange om måneden; og gerne ved tidspunktet for enten ny- eller fuldmåne, hvor vi, ifølge Diane Soa Scheel, mærker vores følelser tydeligere end normalt.

Mere lavpraktisk betyder det, at hun - når tiden nærmer sig - sender et opslag ud på Facebook og Instagram, hvor folk har mulighed for at tilmelde sig ved at indbetale et beløb, der typisk ligger i omegnen af 100 kroner.

 
 

Derefter skriver hun - som den eneste information, hun har om dem - modtagernes navne på et stykke papir, hvorefter hun forbinder sig energetisk med navnene og visualiserer, at de alle sidder i det samme rum.

- Jeg skaber faktisk et rum i mit hoved, hvor jeg ser alle sidde på stole i samme rum. Og så kan jeg pludselig mærke, at der kommer en kraft. Og lys. Som om, at der kommer lys fra oven. Og så ved jeg, at healingen er igang, fortæller Diane Soa Scheel med stor indlevelse.

quote Det er primært følelsen af ro og nærvær, jeg går ind og stimulerer. Fordi det giver en helt naturlig glæde.

Diane Soa Scheel

En healing, der, ifølge Diane Soa Scheel, kan føles som en sitrende eller summende fornemmelse i munden, fødderne eller hænderne hos modtageren. Eller slet og ret som en behagelig følelse i kroppen.

Det er reaktioner som disse, Diane Soa Scheel oplever at få på hendes sociale medier efter en fjernhealing. Eksperterne forholder sig dog skeptisk til virkningen.
Det er reaktioner som disse, Diane Soa Scheel oplever at få på hendes sociale medier efter en fjernhealing. Eksperterne forholder sig dog skeptisk til virkningen.
 
 

Og som eftersigende kan opleves, selv om man sidder i biografen med en veninde eller er væk i drømmeland.

Sover man for tidspunktet for fjernhealingen, sker healingen nemlig blot, mens du sover, understreger Diane Soa Scheel:

- Så vil du mærke, at der er sket noget, når du vågner. Det kan være en følelse af at have meget mere energi og at den tyngde, man gik i seng med, ikke er der længere, fortæller hun og tilføjer:

- Det er primært følelsen af ro og nærvær, jeg går ind og stimulerer. Fordi det giver en helt naturlig glæde.

Vi er for travle til at trives

Ifølge Diane Soa Scheel skyldes den stigende tendens inden for healing blandt andet, at vi lever i et samfund, hvor vi har fokus på resultater frem for menneskers velbefindende.

 
 

- Vi lever i et forskruet samfund, hvor vi er så travle at vi ikke trives. Fordi vi ikke er i kontakt med den naturlige ro, der er inden i os, fortæller hun og fortsætter:

- Specielt når vi bor i København eller i storbyen, bliver vi påvirkede. Af storbyen, støjen og forureningen og af, at vi ikke har plads nok. Og af, at vi ikke er nok i kontakt med naturen til hverdag. Og det er det, fjernhealingen kan hjælpe med.

Hvordan kan du dokumentere, at fjernhealing rent faktisk virker?

- Jeg ved faktisk ikke, hvad videnskaben siger om det her. Jeg bruger ikke særlig meget energi på at dokumentere noget, som for mig er naturligt. Og som, jeg ved, virker. Fordi jeg oplever det, fortæller hun.

Placeboeffekt?

Vender vi imidlertid blikket mod den videnskabelige verden, er der ingen evidens for, at healingen virker.

Det har flere eksperter tidligere påpeget i andre danske medier.

quote Noget tyder godt nok på, at healing virker let dæmpende på angst og stress, men det skyldes ikke energier og håndspålæggelser, men at patienten bliver rørt ved og er i fokus.

Helle Johannessen, professor på Syddansk Universitet

Blandt andet Helle Johannessen, der er professor på Syddansk Universitet og har studeret alternative behandlingsformer siden 1988.

Hun har tidligere understreget i Dagbladet Information, at healing ikke har en helbredende effekt:

- Noget tyder godt nok på, at healing virker let dæmpende på angst og stress, men det skyldes ikke energier og håndspålæggelser, men at patienten bliver rørt ved og er i fokus, fortæller hun.

Når Diane Soa Scheel fortæller, at folk alligevel oplever sitrende fornemmelser og ny energi, kan det skyldes den såkaldte 'placeboeffekt' - at de oplever lindring, selv om behandlingen ikke beviseligt virker.

Videnskaben kan nemlig ikke helt affeje, at alternative behandlinger rent faktisk kan have en sådan effekt.

- Flere studier har vist, at snydebehandling kan give samme effekt som rigtig behandling, når patienterne på snydebehandling selv tror, at de får den rigtige behandling, har placeboforsker Lene Vase, der er lektor, cand. psyk. og ph.d. i neurovidenskabelig psykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, tidligere fortalt til Videnskab.dk.

Placeboeffekten

Begrebet placeboeffekt er ikke klart defineret.

 

Nogle vil mene, at begrebet alene betyder 'effekten af troen på behandlingen'. Men placeboeffekten handler ikke nødvendigvis kun om, at tro kan flytte bjerge. Der kan nemlig være mange grunde til, at patienter får det bedre efter et behandlingsforløb:

  • Nogle ville have fået det bedre også helt uden kontakt til behandler og behandling.
  • Andre får det bedre som følge af det, der sker før en behandling (kontakt med behandleren, undersøgelser og diagnose).
  • Andre igen får det bedre af hele totaloplevelsen ved behandlingen (behandlingens form og troen på behandlingen).

Alle disse mekanismer vil kunne opfattes som en placeboeffekt, da det ikke skyldes selve behandlingen (f.eks. tabletternes farmakologiske indhold eller nålene i akupunkturpunkterne under akupunktur).

 

Kilde: Toke S. Barfod, Videnskab.dk

 
 

Selv tror Diane Soa Scheel dog, at fjernhealingen med tiden bliver mere troværdig for os:

- Jeg tror, det med tiden vil blive mere acceptabelt for os. Og jeg tror også, at vi teknologisk er ved at være der, hvor vi har nogle måleinstrumenter, der kan måle nogle ting, der vil rykke på vores overbevisninger, fortæller hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik