Carsten tatoverer hår på skaldede mænd: "Det her er ikke bare forfængelighed"

Carsten Larsen har en klinik i indre København, hvor han tatoverer mænd, der har mistet håret. Han håber fremover at kunne hjælpe folk, der har mistet deres hår til sygdom.

Godt 75 procent af hvide mænd rammes af hårtab i forskellig grad. Det viser tal fra Lægehåndbogen.

Og for størstedelen af de mænd er det et stort tabu, når de mister håret.

 
 

Det betyder, at mange tyr til medicinsk eller sågar kirurgisk behandling.

Men der er faktisk en alternativ metode, som de færreste formentligt har hørt om. Nemlig den såkaldte Scalp Micropigmentation-teknik.

quote Det her er ikke bare forfængelighed. Det er et dybtsiddende problem for folks selvtillid, at de ikke har hår på hovedet.

Carsten Larsen, indehaver af Scalp Innovation

Teknikken går ud på, at man tatoverer i omegnen af 10.000 bittesmå prikker i hovedbunden, som altså efterfølgende kommer til at ligne en tætbarberet isse.

Og selv om teknikken har eksisteret i op mod 10 år i USA, så har man kun haft adgang til den herhjemme i fire år. 

Her ses Peter Kröger før og efter hovedbundspigmenteringen.
Her ses Peter Kröger før og efter hovedbundspigmenteringen.

En af dem, der for alvor tog teknikken til sig, er Carsten Larsen. Han har en klinik i indre by i København, hvor han siden 2017 har specialiseret sig i hovedbundspigmentering.

Det er et dybtsiddende problem for selvtilliden

Carsten Larsen begynde egentligt med at lave permanent make-up på kvinder, men opdagede hurtigt, at mændene faktisk også kunne drage fordel af hans evner:

- Da jeg var i den verden, hvor jeg tatoverede kvinder, opdagede jeg, at man også kunne tatovere i hovedbunden på mænd. Og jeg tænkte, at der måtte være en masse mænd derude, som søgte en løsning på deres hårtab. Så det gik jeg i gang med, fortæller Carsten Larsen.

 
 

Siden har han gennemført hele fem SMP-uddannelser og har i 2018 vundet en finaleplads ved Meeting of Minds, der kårer de bedste SMP-teknikere i hele verden.

Og for ham betyder hans erhverv mere end som så:

- Det her er ikke bare forfængelighed. Det er et dybtsiddende problem for folks selvtillid, at de ikke har hår på hovedet. Og derfor gemmer de sig lidt væk og har kasket på. Og hvis jeg kan være med til at få den kasket af, og de kommer ud på gaden og stråler og oser af selvtillid, så er det det, der skal til, smiler han.

Af med kasketten

For Carsten Larsen er der særligt ét tilfælde, han husker tilbage på igen og igen.

Nemlig da en mand i midten af 50’erne kom ind i klinikken. Hans hårtab var allerede startet da han var 16 år gammel, hvorfor han havde gået med kasket lige siden.

 
 

Lige ind til han blev inviteret til et bryllup, hvor brudeparret ikke mente, at kasketten passede ind. Og hvor hans første indskydelse var at blive væk. Indtil han fandt Carsten Larsens klinik.

- Efter han har været hos mig, siger han, at han går uden kasket cirka 80 procent af tiden. Det er jo fantastisk, fortæller Carsten Larsen.

20.000 små prikker i hovedbunden

Selve SMP-teknikken består af i alt fire sessioner: En indledende forundersøgelse, hvor det besluttes, hvor hårgrænsen skal sidde og hvor tæt, håret skal være.

 
 

Derefter tatoveres hovedbunden af to til tre omgange og afsluttes med en finjustering.

Selve pigmenteringen foregår ved, at et pigment, der er tilpasset hårets nuance, deponeres ind i hovedbunden med en nål, der efterlader en række små prikker, som altså til forveksling ligner hårstubbe.

I alt sættes der omkring 20.000 små prikker.

Det er kun mænd, der har hår, der synes det er fjollet

46-årige Peter Kröger er en af dem, der har gennemgået et forløb hos Carsten Larsen. Han har været igennem fire behandlinger og har netop afsluttet sit forløb med en finpudsning af hårgrænsen.

quote Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle mænd, der synes det er fjollet. Men det er nok kun de mænd, der har hår på hovedet.

Peter Kröger

Han mistede håret som 23-årig og har siden barberet det helt af. For ham har pigmenteringen betydet, at han ikke længere behøver at barbere sig hver morgen. Og så har det styrket hans selvtillid:

- Før skulle jeg stå og barbere håret af hver eneste morgen. Man er vel lidt forfængelig. Men efter, jeg har fået lavet det her, behøver jeg kun at trimme det ned et par gange om ugen, fortæller Peter Kröger og tilføjer:

- Det har givet mere kant og udstråling, synes jeg. Det har givet noget på selvtillidskontoen.

 
 

Og selv om Peter Kröger har det godt med den behandling, han har fået lavet, kan han godt forstå, hvis nogle kan synes, det er en smule fjollet:

- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle mænd, der synes det er fjollet. Men det er nok kun de mænd, der har hår på hovedet.

Det er en stor glæde at hjælpe de mennesker

I fremtiden håber Carsten Larsen, at han med teknikken kan hjælpe mennesker, der har mistet håret på grund af et sygdomsforløb.

Derfor har han startet et stort projekt, hvor han har kontakt med forskellige hospitaler med henblik på at kunne hjælpe patienter, der risikerer ikke at få deres hår tilbage efter endt behandling.

quote Det er en stor glæde at kunne hjælpe de her mennesker.

Carsten Larsen, indehaver af Scalp Innovation

- Udover at det selvfølgelig giver mig en stor glæde at kunne hjælpe alle de her mænd, der er derude, som har problemer med skaldethed. Så er vi igang med et stort projekt, hvor vi har kontakt til en masse hospitaler om at hjælpe patienter, der har tabt deres hår, fortæller han.

- Og det er en stor glæde at kunne hjælpe de mennesker.

 

Hvad er SMP?

Scalp Micropigmentation (SMP) eller hovedbunds mikropigmentering som det også kaldes, er en løsning mod hårtab.

 

SMP er en ikke-kirurgisk kosmetisk procedure, der efterligner udseendet af dine naturlige hårsække. Resultatet er udseendet af en tæt-barberet hovedbund.

 

Dokumentation viser, at SMP er effektivt, sikkert og helt ufarligt. Samtidig giver SMP en fremtoning af at have permanent hår på hele hovedet.

 

Med naturlige, organiske og langtidsholdbare pigmenter og mikroskopiske nåle reproduceres det naturlige udseende af tusindvis af hårsække, der ligger tæt på det oprindelige mønster, dine hårsække voksede i.

 

Kilde: Scalp Innovation

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik